Efter klage: Nu fjerner DR interview

Julie Møller

171 uger siden

|

09/09/2021
Indland
Foto: Shutterstock.
Foto: Shutterstock.
DR har besluttet at fjerne interviewet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Dansk Folkepartis Marie Krarup er ikke tilfreds med, at DR valgte at interviewe hendes far, tidligere medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti Søren Krarup, torsdag formiddag.

Det gør hun klart i et opslag på Facebook.

“Min far, Søren Krarup, bliver lige nu bedt af journalister fra DR om at forholde sig til Dansk Folkepartis situation,” skriver hun og fortsætter: 

“Jeg har bedt dem lade være med at henvende sig, eftersom min far desværre har en Alzheimer-diagnose. Det er ikke rimeligt at bruge en person i den tilstand i politik. Derfor bør DR naturligvis ikke bruge optagelsen,” skriver hun.

Denne opfordring har DR taget til sig.

Opslaget fra Marie Krarup er senere blevet opdateret med følgende information:

“Tilføjelse kl. 13.20: Jeg er meget glad for DRs reaktion efter udsendelsen,” skriver Marie Krarup og kopierer det svar som Michael Elsborg, der er chef for DR's Christiansborg redaktion, har sendt til hende ind i opslaget.

“Som du ved, var vi ingenlunde klar over, at din far havde en Alzeimer-diagnose, da vi lavede interviewet med ham. Og vi vidste heller intet om det, da vi bragte interviewet på P1 torsdag formiddag. Havde vi haft denne viden – eller den mindste mistanke om den, ville vi have handlet anderledes,” slår Michael Elsborg fast.

Derfor har DR valgt at fjerne interviewet fra podcastudgaven af programmet ‘Slotsholmen’, og samtidig lover Michael Elsborg, at interviewet ikke viderebringes på andre af DR’s platforme.