Efter fund af giftstoffer: Flaskevand hamstres

Mathias Nielsen

127 uger siden

|

12/07/2022
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Der er blevet solgt meget flaskevand de seneste par dage.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I weekenden kunne man læse, at der på Fanø var målt et for højt indhold af PFAS-stoffer i drikkevandet. Grænsen er i dag på 2 nanogram pr. liter, og på Fanø var der målt 3,5 nanogram - næsten dobbelt så meget som det tilladte.

Desværre er det ikke noget, man kan ordne lige med det samme. Borgmester Frank Jensen fra Radikale Venstre tror, at det minimum vil tage 1 års tid at få ordnet drikkevandet, så det har altså lange udsigter.

Dog kan uddelerne i Dagli' Brugsen Sønderho og Super Brugsen i Nordby smile over den triste nyhed. Der er nemlig blevet hamstret flaskevand i kølvandet på målingen. 

- Vi havde udsolgt mandag morgen, så vi har bestilt fire gange så meget vand hjem, som vi plejer, til vores leverance onsdag, fortæller Alexander Krogsgaard, souschef i Dagli' Brugsen, Sønderho til TV 2.

Som sagt har tendensen været den helt samme hos Super Brugsen i Nordby.

- Vi har nok fordoblet salget i weekenden. Normalt er det mest de tyske turister, der køber vand på flaske, men i weekenden var det også danskere, der købte det, så vi havde udsolgt af nogle af varianterne. Sådan plejer det ikke at være, lyder det fra Bent Kruse Madsen, der er uddeler i Super Brugsen i Nordby.

Selvom der er blevet købt vand i unormalt høje mængder, så er det ikke en alvorlig trussel at drikke vand fra hanen på kort sigt. Det siger Styrelsen for Patientsikkerhed.