Efter 17 år bag tremmer gør en af Danmarks mest berygtede mordere, Peter Kronholm, endnu et forsøg på at opnå løsladelse.
Den 63-årige, der er dømt til forvaring, vil fredag prøve at overbevise Retten i Nykøbing Falster om, at han ikke længere udgør en fare for samfundet.
Peter Kronholm, der nok mest er kendt som 'Klædeskabsmorderen', blev i 1994 idømt 15 års fængsel for drabet på sin ekskæreste Annette Enevoldsen.
Han slog hende ihjel med en hammer, strangulerede hende med et bælte og skjulte hendes lig i et klædeskab.
Efter mordet forsøgte han at sløre sin forbrydelse ved at rengøre gerningsstedet og indtale en besked på hendes telefonsvarer for at skabe et alibi.
Retten vurderede dengang, at Peter Kronholm udgjorde en alvorlig trussel.
Efter 12 år i fængsel fik han udgangstilladelse, men kort efter blev han anholdt igen for vold, røveri og brandstiftelse.
Sådan skriver B.T.
Han havde drevet et bordel fra sin lejlighed og var involveret i en række grove forbrydelser. Senere forsøgte han at kvæle en kvinde i sin lejlighed, men blev stoppet i sidste øjeblik.
Som konsekvens af de gentagne lovovertrædelser blev Kronholm idømt forvaring – en tidsubestemt frihedsberøvelse for de farligste kriminelle.
Søgt om løsladelse flere gange
Denne straf har han gentagne gange forsøgt at få omstødt.
For to år siden forsøgte han senest at blive løsladt, men Retten i Nykøbing Falster afviste anmodningen med henvisning til, at han stadig blev vurderet som en trussel.
Fredagens retsmøde kan blive afgørende for, om han for første gang i 17 år kan forlade sin celle.
Hans forsvarsadvokat, Karoline Normann, har ikke ønsket at kommentere sagen forud for retssagen.
Anklagemyndigheden argumenterer dog fortsat for, at han forbliver bag tremmer.