Dreng død efter ulykke i vuggestue: Nu bryder ansat tavsheden

Nicolai H

3 timer siden

|

06/03/2025
Indland
Barnehuset Harmonien. Google Maps
Barnehuset Harmonien. Google Maps
Ifølge vikaren, prøvede hun at advare de fastansatte om faren - men uden held.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En vikar modtog tirsdag et opkald fra sin veninde. Kort forinden havde veninden sendt et link til en artikel, der fik en ubehagelig følelse til at brede sig i kroppen.

Overskriften lød:

"Tragisk: Dreng er død efter ulykke i vuggestue".

Institutionen, hvor ulykken fandt sted, var Børnehuset Harmonien på Frederiksberg – et sted, hvor vikaren havde arbejdet mange gange det seneste år. Hun kendte derfor til forholdene og havde tidligere stillet spørgsmål ved sikkerheden.

Ifølge vikaren var det almindeligt, at små børn stod i vindueskarme uden støtte. Bygningen er en gammel villa, hvor børnene gerne vil stå og kigge ud. Selvom der er gitter for vinduerne, er der intet til at forhindre et fald ned på gulvet fra indersiden.

"Jeg har som minimum to gange haft situationer, hvor jeg over for en fastansat har måttet sige, at jeg ikke var tryg med, at de stod alene i vindueskarmen, uden at jeg stod bag dem. Ellers kan de jo falde en meter bagud og ned på gulvet. Jeg var rystet over at få den nyhed i går," fortæller hun til B.T.

Hendes oplevelser bekræftes af en forælder, der i februar fortalte mediet, at hun tidligere havde set flere børn danse i vindueskarmen uden opsyn.

Børnehuset Harmonien har efter ulykken udtalt, at barnet var under opsyn, og at "ulykken ikke kunne være forudset eller undgået." Man har dog ikke ønsket at be- eller afkræfte, om der var en ansat i umiddelbar nærhed af drengen, da han faldt.

I slutningen af 2024 blev en bekymringshenvendelse om forholdene i Harmonien sendt til Frederiksberg Kommune af syv tidligere ansatte. Kommunen vendte aldrig tilbage.

Vikaren fortæller, at udfordringerne ikke kun handlede om legene i vindueskarmene, men om en generel mangel på struktur og bemanding.

"Én ting er legene i vindueskarmen, men generelt har det været et kaotisk sted at arbejde. Man bliver som vikar bare smidt ind i arbejdet uden oplæring, og jeg har flere gange oplevet at stå sammen med en anden vikar og ti vuggestuebørn."

Både Frederiksberg Kommune og Børnehuset Harmonien har afvist at stille op til interview.