Børneversionen af det kendte iværksætterprogram "Løvens hule" skulle være en inspirerende platform for unge idémagere, men efterårets premiere på "Løvens hule junior" har langt fra modtaget rosenblade fra eksperter. Tværtimod.
Valget af influencer-profiler som investorer i programmet har nemlig fået flere eksperter til at rynke på næsen.
"Når DR vælger et panel af influencere, knytter de børns gode idéer sammen med nogle markedsmekanismer og platforme, som man kan stille kritiske spørgsmål til," siger Stine Liv Johansen, lektor i unges medieforbrug ved Aarhus Universitet, til Politiken.
Kritikken går på, at influencermarketing har en kommerciel dagsorden, der kan være problematisk i et format rettet mod børn.
DR: I har misforstået
DR forsvarer dog sit valg af dommere. Ifølge Morten Skov, chef for DR B&U, er løverne i programmet ikke udvalgt på baggrund af deres følgerantal, men fordi de har praktisk erfaring med iværksætteri.
"De medvirkende løver er valgt ud fra deres erfaringer og indsigt i iværksætteri, og de har praktisk erfaring med at gøre en idé flyvefærdig med alle de bump på vejen, der kan opstå," skriver han i et svar til Politiken.
Influence-problemer på det sidste
Debatten om influencers og markedsføring over for børn er ikke ny.
Sidste år modtog chipsproducenten Orkla kritik for at bruge influencere i markedsføring af Kims-chips, og i efteråret sendte 120 danske influencere et brev til Forbrugerombudsmanden i protest mod skærpede regler for deres reklameaktiviteter.
Nu må vi se om DR tager kritikken til sig, eller vil fortsætte med det samme format - hvis der overhoved kommer en sæson 2.