Doris blev sendt hjem af vagtlægen: Dagen efter blev hun indlagt med en blodprop i hjernen

Kamille Isaksen

3 timer siden

|

13/02/2025
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Doris blev sendt hjem af vagtlægen og bedt om at ringe til egen læge mandag.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Da Doris Andersen lørdag den 1. februar opsøgte vagtlægen i Thisted med svimmelhed, hovedpine og talebesvær, havde hun ingen anelse om, hvor alvorlig hendes tilstand var.

Men da hun blev sendt hjem uden en grundig undersøgelse, endte det med en dramatisk udvikling.

Nu stiller hun og hendes mand, Kent Hald, spørgsmål ved, om vagtlægen overså en blodprop i hjernen.

Doris havde tydelige symptomer på noget alvorligt, men undersøgelsen hos vagtlægen begrænsede sig til en blodtryksmåling.

Herefter blev hun sendt hjem med beskeden om at kontakte sin egen læge om mandagen.

Sådan skriver TV Midtvest.

Allerede næste aften blev situationen dog kritisk.

Doris’ tilstand forværredes markant, og hendes mand, Kent, reagerede straks.

"Jeg kunne ikke gå, og jeg kunne ikke snakke eller noget. Der var jeg simpelthen helt svimmel, så han ringede 112," siger Doris.

Indlagt med en blodprop

Efter en hastetransport til Aalborg Universitetshospital kunne lægerne konstatere, at Doris havde en blodprop i hjernen.

En diagnose, som hendes mand mener burde være opdaget allerede om lørdagen.

Da Doris’ situation var alvorlig, blev hun overført til Skejby Sygehus for en mulig operation. Men efter en vurdering besluttede lægerne at afstå fra indgrebet af frygt for, at hun ikke ville vågne op igen.

Hun blev i stedet flyttet tilbage til Aalborg Universitetshospital, hvor hun var indlagt i ni dage, før hun kunne komme hjem.

Nu venter et længere genoptræningsforløb.

Doris og Kent undrer sig over, hvorfor vagtlægen ikke reagerede mere grundigt på Doris’ symptomer. De mener, at hendes undersøgelse var for overfladisk, og overvejer at indberette sagen til Patientklagenævnet.