Ingen kvaler - skattefar betaler.
Gaverne fra staten til kongehuset stoppede ikke ved et lønhop på 20 millioner kroner og en engangsbonus på 30 millioner.
Skatteyderne står nu også for regningen, når slotte og palæer trænger til en indvendig opfriskning – en udgift, som tidligere blev dækket af kongehusets apanage.
Ekstra Bladet har præsenteret regningen - og den er forhåbentlig inklusiv drikkepenge.
Prislappen vokser eksplosivt
Da staten overtog ansvaret for den indvendige vedligeholdelse af de royale bygninger i starten af 2024, var der ingen, der kunne give et klart svar på, hvad det ville koste.
Nu er facit her, og det er ikke småpenge:
Budgettet for vedligeholdelse eksploderer fra 70,4 millioner kroner i 2024 til hele 145,7 millioner kroner i 2025.
Slots- og Kulturstyrelsen, der står for vedligeholdelsen, kan ikke præcisere, hvor stor en del af budgetstigningen der stammer fra de nye opgaver. Men listen over projekter, som nu betales af statskassen, er lang – og til tider lidt kuriøs.
Luksusopgraderinger på skatteborgernes regning
Amalienborg skal have et nyt gulvtæppe til 'Pragt Trappen', en renovering af Sølvboksen og istandsættelse af 'Jardin’s Pavillion'.
Christiansborg får en omgang stukmarmorering i Drabantsalen, og Fredensborg Slot gennemgår en massiv renovering, der blandt andet omfatter fyrstindens lejlighed og et nyt liv til slotskirkeorglet.
Men det stopper ikke der.
Sommerresidensen Gråsten Slot står over for en renovering af slotskirken – og en genopretning af slottets pool. Fredensborg Slot får desuden nye gardiner i orangeriet, et frisk blomsterrum på Amalienborg er på tegnebrættet, og anretterummet samme sted bliver udvidet.
Da Ekstra Bladet bad om en forklaring på de svimlende budgetter, pegede Statsministeriet mod Kulturministeriet.