DMI søgte otte personer til særligt vinterjob: Ansøgningerne væltede ind

Mathias Madsen

4 uger siden

|

23/11/2024
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Nu er det for sent at få én af otte ledige pladser hos DMI.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Vinteren nærmer sig med hastige skridt, og det kolde vintervejr har allerede ramt Danmark, selvom der stadig er et par uger til, at årstiden officielt starter.

Det meste af Danmark har således været dækket i hvidt de sidste par dage, og det har fået DMI til at dele et jobopslag, som i den grad er blevet taget godt imod.

Torsdag delte DMI jobopslaget, hvori man søgte otte såkaldte "snemålere" til otte forskellige steder i landet.

"Du behøver ikke være en blæksprutte, der kan have mange bolde i luften eller at være god til at tænke ud af boksen – DMI har brug for nogen der til hverdag og i weekenden kan gå ud og måle dybden af sneen udenfor," lød den helt korte og enkle beskrivelse af jobbet.

DMI ledte nemlig helt simpelt efter nogen, som kan tage en tommestok i hånden og måle hvor dyb sneen er, hver gang der falder sne, og det betyder ifølge DMI ca. 10 arbejdsdage om året, men antallet kan naturligvis variere fra år til år.

For at blive snemåler skal du kunne opfylde nedenstående krav:

  • Du skal kun måle sne de dage, hvor der ligger sne på jorden. I de sidste 5 år har man i gennemsnit skulle folde tommestokken ud og måle sne 10 gange om året. Der er dog stor variation fra år til år og fra sted til sted - på trods af at Danmark er et lille land.

  • Du skal helst måle lige før kl. 8 om morgenen og melde resultatet til DMI umiddelbart efter ved hjælp af din mobiltelefon.

  • Snemålingen består af to dele: Dels en måling af snedybden (med en tjenstligt udleveret tommestok), dels en vurdering (visuel) af sneudbredelsen i terrænet.

  • Du skal kunne måle både i hverdage og i weekender.

  • Målingen skal helst foretages i et åbent område, så snedriver i f.eks. en terrassekrog eller en indkørsel ikke påvirker målingen.

  • Det er en fordel men ikke et krav, at du ikke er kuldskær, og vi sætter pris på stabilitet, så målingerne kommer ind til tiden på de dage, hvor det har sneet.

Kilde: DMI.

Jobbet bliver belønnet med et "symbolsk beløb" på ca. 2.900 kr. årligt, og så får man også udleveret sin helt egen "tjenestelige tommestok."

Det er altså ikke et job, man bliver rig af, men nu har DMI åbenbart allerede efter kun to dage modtaget så mange ansøgninger, at de ikke vil have flere.

"1000 tak for de mange ansøgninger til jobbet som sneobservatør. DMI har på nuværende tidspunkt modtaget over 500 ansøgninger fra hele landet og det er alt rigeligt til at udpege otte kommende sneobservatører. Vi lukker derfor for ansøgninger for denne gang. Endnu en gang af hjertet tak for den store opbakning," lyder det således fra DMI.

Denne gang søgte DMI otte snemålere til de markerede steder på nedenstående kort, men instituttet har brug for ca. 80 snemålere fordelt ud over hele Danmark, så selvom det er for sent at ansøge denne gang, så kan det være, at der bliver åbnet op for nye ansøgninger på et tidspunkt.

Foto: DMI