Selvom kalenderen snart siger marts, har vinteren ikke helt sluppet sit tag i landet endnu.
Og i skrivende stund befinder et højtryk over De Britiske Øer sig i horisonten. Det sender en masse kold og ret tør luft ned over Danmark.
Men når ugen så småt lakker mod enden, så bliver det mildere og fugtigere, hvorfor danskerne skal stifte bekendtskab med tåge og flere skyer.
Inden da kan danskerne dog se frem til, at solen titter frem over det meste af landet.
Sådan lyder meldingen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Humlen er højtrykket, der sørger for, at vi primært henter vores vejr fra retninger mellem nordvest og nordøst, hvilket på denne årstid ofte medfører køligt eller ligefrem koldt vejr.
Derfor byder ugen på roligt og mest tørt vejr med en masse sol og skyer i en skønsom blanding. Senere på ugen kan svage fronter dog nå landet nordfra med lidt nedbør. Nedbørsformen er endnu usikker, men det er ikke umuligt, at den kan være med hvidt islæt.
Samlet set ventes temperaturen at ende omkring eller måske lidt under det normale for årstiden. Dagstemperaturerne ventes op mellem 2 og svimlende 9 graders varme, mens nattemperaturen oftest ventes at nå ned mellem 4 graders frost og 4 graders varme, enkelte nætter lokalt måske koldere.
I ugerne efter er vejrsituationen særdeles usikker, og det kan godt betyde, at vejret ændrer karakter.
Det kan munde ud i, at der kommer betydeligt koldere luft med vinterlige byger ned over landet fra nord og nordøst, så selvom vi skriver marts, og vi tager hul på kalenderens første forårsmåned, vil det føles vinterligt. Samtidig kan flere fronter nå landet fra nordvest eller nord med blæst, skyer og nedbør, der både kan falde som regn, slud og sne.
Altså vil vejret i denne uge højst sansyndeligt være lidt af en rodebutik med sol og regn-, slud- og snebyger, der afløses af gråvejr med blæst og nedbør, i form af regn, slud eller sne.