Det har været en særdeles kedelig omgang, når snakken falder på vejret i weekenden.
For selvom kalenderen skriver december, så er det alt andet end vinterligt.
Men efter en noget grå weekend, der bød på mange skyer og stedvis regn, er der lagt op til en mandag med lyspunkter, i hvert fald i dele af landet.
Det skriver DMI.
Således kan de nordlige egne i dag få solen at se i perioder, mens det kniber noget mere jo længere sydpå i landet man kommer.
Her ligger december-solen fortsat gemt af vejen bag et tungt og gråt skydække.
”Helt galt” går det omkring Østersøen, hvor der i perioder kommer regn og det i kombination med frisk vind til kuling fra nordøst og med kraftige vindstød.
Og så mangler vi lige dagens temperaturer, der med nød og næppe kravler op et sted mellem 2 og 6 grader.
Kig op, der flyver et juletræ
Klassisk dansk julevejr vil mange nok mene, og høre du til dem, som har lidt svært ved at holde julestemningen ”brandvarm” ovenpå sådan en omgang, så er her lidt hjælp at hente fra vores svenske naboer - i hvert fald hvis du bor i Øst- og Nordøstsjælland.
Som led i en tilbagevendende juletradition sender det svenske forsvar, en dag i december, forskellige fly og helikoptere i luften over hele Sverige, hvor de her flyver i formation, der har facon som et juletræ.
I år har det det svenske forsvar inviteret det danske forsvar til at deltage i denne juletradition, der finder sted i dag, mandag.
Hvor, hvornår og kryds fingre
Omkring kl. 14:00 i eftermiddag, vil 12 svenske Gripen jagerfly og tre danske kampfly således flyve i juletræs-formation på den danske side af Øresund!
Tiderne for overflyvning er:
14:04 Køge Bugt
14:06 Kastellet, København
14:10 Helsingør
Så bor du i denne del af landet, er det måske værd at holde ekstra øje med himlen i dette tidsrum, og krydse fingre for, at de grå, december-tunge skyer ikke står så lavt på himlen, at de ”slukker for juletræets lys” inden det hele er begyndt.