Mange forbinder en stemme fra radioen med et ansigt, de aldrig har set, men for Kenny Jensen, der tidligere har tørnet ud for som radiovært hos DR og nu morgenvært på Classic FM, har ansigtet på tragisk vis fået en anden betydning.
På vej hjem fra et dj-job i København natten til den 16. november blev han brutalt overfaldet og røvet på Istedgade nær Mariakirken.
Det skriver KøbenhavnLiv.
Overfaldet har ikke kun efterladt fysiske ar, men også sat sig som en oplevelse, der stadig præger ham.
Kenny Jensen var på vej mod Hovedbanegården for at tage et tog hjem nordpå, da gerningsmændene angreb ham.
Vidner har fortalt politiet, at han uden varsel blev skubbet bagfra og faldt direkte med ansigtet mod asfalten.
Selv lægger han ikke skjul på, at han ikke kan huske noget, da han tog fra med hovedet.
Overfaldet resulterede i en brækket næse tre steder, en flækket overlæbe og en hjernerystelse, som stadig giver mén.
Røvet for værdigenstande
Da han vågnede på Hvidovre Hospital, stod det klart, at gerningsmændene havde røvet ham for nogle værdigenstande.
Men Kenny Jensen fokuserer også på det positive midt i tragedien:
"Folk har tilsyneladende passet på mig. Tyvene er ikke sluppet afsted med andet end nogle få værdigenstande. De har ikke sparket mig og trampet på mig, og folk har tilkaldt både politi og ambulance. Nogle gange hører man de her historier, hvor ingen gjorde noget. Sådan en oplevelse har jeg ikke haft", lyder det fra ham til mediet.
Derfor deler han også ud af historien, for selvom det var et vaskeægte mareridt, så er han glad for at folk hjalp ham.
For Kenny Jensen handler det nu om at komme videre efter de fysiske skavanker, mens han håber, at oplevelsen ikke sætter sig som en permanent frygt.
Vi her på redaktionen ønsker Kenny Jensen god bedring og glæder os til at se ham tilbage i fuld vigør.