Danskerne har mandag slået øjnene op til en ny uge efter en weekend, hvor vejret endnu engang viste sig frem fra sin bedste side.
For selvom kalenderen siger forår, så viser vejret for alvor prøver på de sommerlige tendenser.
Og det ser bestemt ikke ud til at lakke mod enden lige foreløbig.
Det er et massivt højtryk, der nu i mange uger har ligget nord og øst for Danmark, som giver os det fantastiske flotte forårsvejr, såfremt man er til sol og varme.
Og den varme og tørre luft strømmer fortsat ind over Danmark fra østlige retninger med masser af sol.
Men selvom der er god grund til at glæde sig, hvis man er til sol og tørvejr, så bliver det ikke én lang stime af sommerdage.
Alting kommer nemlig med en pris.
Når onsdagen står for døren, så synger det gode vejr på sidste vers - i hvert fald for en stund.
Onsdag ventes en front med regn og byger, stedvis torden, at bevæge sig indover landet fra sydvest og den efterfølges en overgang af lidt køligere luft med lokale byger, men som ugen skrider frem vender det stabile vejr tilbage.
Det skriver DMI.
Det kulminerer i weekenden med nogen eller en del sol, og dagtemperaturer op mellem 20 og 25 grader.