Danskerne har for alvor taget hul på påskeferien, der i den grad har budt på en blandet landhandel, når snakken falder på vejret.
Men de seneste dage har piben fået en anden lyd.
Som ugen er skredet frem har temperaturerne nemlig taget et nøk opad, og forårstendenserne har meldt sin ankomst.
Forårstendenserne kulminerer lørdag, hvor solen for alvor får sit tag over Danmark med temperaturer op mellem 9 og 14 grader, mod syd måske op til 17 grader.
Det skriver DMI.
I første omgang skal torsdagens vejr dog overstås, og der er bestemt ikke meget at skrive hjem om.
Dagen startede nemlig med en del skyer og et regnvejr, som fortsat breder sig ind over Danmark fra sydvest. Som så mange gange før falder der mest regn Vestjylland, mens det på Østsjælland og Bornholm kun bliver til perioder med lidt let regn.
Men det stopper ikke her.
Ud på efter eftermiddagen når regnvejret dog at passere den sydlige del af Jylland, og selvom der fortsat vil være mange skyer på himlen, kommer der en periode med tørvejr, inden et nyt område med regn og byger sidst på dagen nærmer sig den sydlige del af landet.
Temperaturen kommer op mellem 7 og 11 grader, og vinden bliver let til frisk, først fra forskellige retninger, men i løbet af dagen drejende til sydvest.
I de kommende dage tager flere lavtryk en bane hen over eller tæt på Danmark. Med lavtrykkene følger mange skyer og til tider regn eller byger, men mellem fronterne vil solen titte frem.
Det giver en langfredag med stedvis regn eller byger, men i perioder også lidt eller nogen sol og temperaturer op mellem 8 og 13 grader.