I går var vi tæt på at have årets første sommerdag, da temperaturen nåede 22 grader enkelte steder i landet.
I dag er der dog ingen grund til at iføre sig shorts og t-shirt, for temperaturen er faldet med et brag.
Ifølge DMI så vil temperaturen i dag mandag ligge på blot 5 til 10 grader. Der vil komme nogen eller en del sol, mens der i det vestlige forventes enkelte byger.
Når natten melder sig på, vil der være risiko for minusgrader, så det er med at lukke vinduerne i nat.
Slud og sne på en tirsdag
I morgen kommer så dagen, hvor vi kan blive udsat for lidt hvidt nedbør fra himlen. Først på dagen bliver det dog tørt med nogen sol, mens i løbet af dagen kommer der en del byger.
Ud på aftenen og i løbet af natten er det utænkeligt, at der kommer byger med hagl eller slud, mens temperaturen forventes at ligge på mellem 1 og 5 graders varme. Selvom DMI i deres syvdøgsprognose kun 'teaser' med slud, så lyder det fra meteorolog Mette Tilgaard Zhang, at der også kan komme sne.
"Der er udsigt til, at en polarluft trækkes ned over landet, og derfor er der da også risiko for både hagl og sne, hvis bygerne trækker sig sammen. Dog primært om natten," fortæller hun ifølge B.T.
Onsdag bliver det så lidt bedre igen, da der kommer nogen sol, men også byger med blandt andet hagl. Temperaturen vil ligge på mellem 8 og 12 grader, mens nattetemperaturen igen vil være omkring frysepunktet.
Torsdag får vi nogen sol, men igen enkelte byger. Temperaturen forventes at ligge på mellem 7 og 12 grader.
Når vi nærmer os weekenden vil temperaturen stige en lille smule igen. 10 til 14 grader, mens vi får nogen sol men også lidt byger.
Når vi rammer søndag og mandag vil vejret blive tørt, men det forventes ikke på nuværende tidspunkt, at temperaturen kommer til at stige med det samme igen.