Det nærmer sig: Danskere vil forbyde vaccinepas i Danmark

Henrik Rothenbücher

202 uger siden

|

05/02/2021
Indland
Foto: Finn Byrum/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Byrum/Ritzau Scanpix
Et nyt borgerforslag vil gøre det forbudt at give fordele til danskere, der er vaccineret mod covid-19.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

For få dage siden blev det meldt ud, at der arbejdes på et vaccinepas, der blandt andet skal gøre det muligt at åbne op for rejser, social arrangementer og meget mere.

Det vil foregå på den måde, at danskere der er blevet vaccineret, vil få mulighed for at deltage i diverse arrangementer eller rejser ud af landet, så længe de kan vise i deres vaccinepas, at de er blevet vaccineret mod covid-19.

Det er dog ikke alle der ønsker en vaccine, og bestemt heller ikke alle, der mener det er en god ide med et vaccinepas.

Derfor er der startet et borgerforslag, som nu er halvvejs mod målet på 50.000 støtter, som er kravet, hvis det skal behandles af folketinget.

Borgerforslaget er stiftet af Chelina Hansen, og indtil videre er der 26.797 støttere til opslaget.

Forslaget er ikke mod, at danskerne eksempelvis skal få lov til at rejse til diverse lande, hvis de er vaccineret, men at vaccinepasset ikke skal kunne bruges til diverse arrangementer i Danmark. Det vil nemlig være ekskluderende lyder det.

“Lige nu er der flere danske virksomheder som ønsker at indføre vaccinepas. Det er dybt problematisk da det kan komme til at virke som indirekte tvang.” lyder det indledningsvist i borgerforslaget, der fortsættes:

“Det er bekymrende at arrangører, spillesteder, skoler, institutioner, foreninger, arbejdsgivere med flere ønsker at kræve et godkendt vaccinepas. Det vil uden tvivl have den effekt at de som ikke ønsker at modtage vacciner bliver dårligere stillet i samfundet.

Vaccinering bør være et personligt valg og bør ikke give ekstra fordele i samfundet.” lyder det i forslaget.

“Derfor skal det forbydes ved lov at stille krav om vaccinestatus, for alle danske virksomheder, private og offentlige, således at man ikke er ringere stillet hvis man ikke ønsker at lade sig vaccinere. Vi har i forvejen en lov imod forskelsbehandling, vaccinestatus bør derfor kunne høre ind under denne lov.” fortsættes det.

Borgerforslaget blev stiftet den 14. december 2020, og det har dermed været online i knap to måneder. Der mangler 23.203 støttere, hvis borgerforslaget skal nå ind i folketinget. Forslaget har indtil den 12. juni 2021 til at nå i mål.

Hvad mener du? Bør man indføre et forbud mod vaccinepas i Danmark?

Det er forholdsvis populært at opstille borgerforslag i Danmark. Senest et borgerforslag nåede 50.000 støtter, var et forslag om at stille statsminister Mette Frederiksen for en rigsret.