Derfor opfordrer Peter Ingemann danskere til at rejse til Georgien

Mathias Madsen

141 uger siden

|

06/04/2022
Indland
Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix
Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix
Peter Ingemann har i et nyt opslag opfordret danskerne til at rejse til Georgien.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

På Facebook har den folkekære tv-vært Peter Ingemann netop delt et billede af sig selv iført et mundbind med teksten: "Hamborg lufthavn. Kaffefiltrene er i brug endnu."

Den garvede tv-vært forklarer samtidig, at han befinder sig i Hamborg, fordi han er på vej hjem fra Georgien - Josef Stalins fødeland - hvor han har været i forbindelse med optagelserne til hans nye program om Hitler, Stalin og Churchill.

"Optagelser om Stalin i Georgien vel overstået. 22 oplæg af de lange [emoji] og interviews. Endnu et hak i bæltet i serien om 'De tre møgunger, der ændrede verden' er sat. Hitler, Stalin og Churchill," står der således i opslaget, som desuden kommer med en varm anbefaling til hans mange tusinde følgere. 

Den landskendte journalist opfordrer nemlig alle til at rejse til Georgien, hvad end det er på storby-, ski- eller sommerferie. 

"PS Jeg kan kun på det varmeste anbefale at man rejser på ferie i Georgien. Fantastisk land, maden noget af det bedste jeg har fået, befolkningen rigtig søde og prisniveauet er helt helt latterligt. [...] Man kan både tage på vin-tur, badeferie ved Sortehavet, storbyferie i Tblisi eller man kan tage på en ultrabillig og eksotisk skiferie [hjerte]," har han blandt andet skrevet.

Opfordringen kommer desuden med en lille stikpille til Putin, som tv-værten tidligere ikke har været bleg for at kritisere på Facebook, ligesom at han har lavet adskillige opslag om konflikten i Ukraine og blandt andet tidligere arrangerede en indsamling til diverse velgørenhedsorganisationer, som hjælper til i landet. 

"De sukker efter turister og vil så gerne nærme sig Europa (og væk fra Rusland og Putin). Ja, ind i EU og NATO. Så hermed min største anbefaling til at tage på ferie i Georgien og samtidig hjælpe landet, der vil os så meget," har han således skrevet i opslaget, som på kun en halv time har fået næsten 400 'likes'.

Georgien er et østeuropæisk land, som er en tidligere sovjetisk republik. Landet ligger tæt på Ukraine og grænser blandt andre op til Rusland, og det er ét af de lande, som mange frygter, at Rusland også kan finde på at invadere. 

Det skyldes blandt andet, at landet tidligere har været en del af Sovjetunionen, at landet ikke er medlem af hverken NATO eller EU, at landet grænser op til Rusland, og at der historisk set har været - og stadig er - store uroligheder i stil med dem, som vi har oplevet i det østlige Ukraine. 

Hele to georgiske republikker er således styret af russisk-støttede seperatiser, og for nyligt udtalte lederen af én af dem, at de ønskede en folkeafstemning om at blive en del af Rusland fremfor Georgien. 

Det var en udtalelse, som Jeppe Kofod blandt andre har kaldt "ulovlig." Læs mere om det og Georgien ved at trykke her.