Leder efter ansøgere til at tælle pingviner i Antarktis

Mathias Madsen

141 uger siden

|

06/04/2022
Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Nu har du muligheden for at få løn for blandt andet at holde styr på antallet af pingviner i Antarktis.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En britisk velgørenhedsorganisation leder lige nu ifølge The Daily Mail efter et hold, som skal drive verdens mest afsidesliggende postkontor og museum.

Der er nemlig tale om et postkontor og museum i Antarktis.

Helt konkret er det 'The UK Antarctic Heritage Trust', som leder efter en gruppe til at vedligeholde og drive 'Port Lockroy'-basen, som fungerede som Storbritanniens første faste base i Antarktis fra 1944 til 1962, men som siden 2006 har fungeret som postkontor, museum og souvenirbutik. 

Jobbet indebærer altså blandt andet, at man skal styre den daglige gang på både postkontoret, i museet og i souvenirbutikken, men som du nok har gættet er det ikke ligefrem hver dag, at der kommer en stor flok turister forbi. 

Jobbet, som iøvrigt plejer at få mange ansøgere, indebærer derfor også opgaver såsom at tælle pingviner. 

Jobbet er et sæsonjob fra oktober til marts, og holdets vigtigste opgave er at bevare og beskytte historiske bygninger og natur i Antarktis. 

Til trods for sin afsidesliggende placering er der dog dage, hvor man faktisk må forvente, at få travlt i souvenirbutikken. 

Mellem november og marts - sommermånederne i Antarktis - kommer der nemlig normalt omkring 18.000 turister på besøg på museet. 

De sidste to år har der dog ikke været én eneste grundet corona.

Hvis du har planer om at søge jobbet forudsætter det, at du er i fysisk god form og har lidt viden om miljøet og Antarktis generelt. 

Det skal søges gennem UKAHT's hjemmeside inden klokken 00:59 d. 25. april. 

Hvis man bliver tilbudt jobbet, skal man gennemføre én uges træning i Cambridge i oktober 2022 sammen med resten af holdet, og der er afgang til Antarktis umiddelbart efter. 

Her skal man så blive, indtil sæsonen slutter i marts 2023.