Danskerne donerede 86.274.864 kroner til årets Danmarks Indsamling

Kasper Rud

2 timer siden

|

02/02/2025
Indland
Foto: Danmarks Indsamling
Foto: Danmarks Indsamling
Så mange penge..!

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

For 19. gang rykkede danskerne sammen ved årets Danmarks Indsamling. Beløbet endte på 86.274.864 kroner, som går til børn i nød.

Silkeborg den 1. februar – Igennem hele januar har danskerne løbet, samlet pant, scoret håndboldmål, doneret på auktion, cyklet, danset mavedans, spillet softball og stået for utallige andre initiativer på tværs af landet for at rejse penge til Danmarks Indsamling. Kulminationen fandt sted under det store direkte indsamlingsshow i Jysk Musikteater i Silkeborg, hvor der blev doneret samlet set 86.274.864 kroner. Showet blev vist på DRTV og DR1.

"Næsten 150 millioner børn har i 2024 haft brug for humanitær hjælp. Det er børn i nød på grund af krig, konflikt, fattigdom eller klimakatastrofer og deres historier fylder desværre ikke særligt meget i mediebilledet. Derfor er det så vigtigt, at vi får sat fokus på deres virkelighed og ikke mindst får iværksat hjælp for at skabe håb og forandring," siger Mulle Juul Korsholm, der er forperson for Danmarks Indsamling og kommunikationsrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp.

Pengene går til målrettede humanitære indsatser til børn i nød i Afghanistan, Bangladesh, Etiopien, Kenya, Niger, Somalia, Sudan, Tanzania, Uganda og Yemen. Bag projekterne står Danmarks 12 største humanitære organisationer.

Det skriver Danmarks Indsamling i en pressemeddelelse, via Ritzau.

Silkeborg dannede ramme


Showet blev holdt i Jysk Musikteater, der dannede en flot ramme fra den gamle papirfabrik med udsigt til Hjejlen og Gudenåen.

DR-redaktør, Jan Lagermand Lundme, er glad for i år at være kommet til Silkeborg, hvorfra showet blev sendt for første gang nogensinde:

"Det er hele Danmarks indsamling, og det bliver meget tydeligt, når vi kommer rundt i landet og møder de mange danskere, der engagerer sig i showet og i indsamlingen. Det er 19. gang, vi afholder Danmarks Indsamling, og ambitionen er fortsat at give danskerne mere viden om de kriser i verden, vi ikke hører så meget til."

De erfarne TV-værter Josefine Høgh og Johannes Langkilde har begge besøgt nogle af udviklingsprojekterne under Danmarks Indsamling, og det skinnede igennem i mange af deres samtaler og interviews.

Mads Langer, JJ Paulo, HUGORM og Mekdes var med til at sætte stemningen under det fire timer lange liveshow. Mads Langer og JJ Paulo spillede for første gang deres fælles sang All We Need (Lete Ambo), som de har skrevet sammen specielt til showet.

Det indsamlede beløb går til målrettede udviklingsprojekter i nogle af verdens fattigste lande. Danmarks 12 største humanitære organisationer står bag projekterne. Læs mere om projekterne her.

Hent alle billederne fra showet her (søg på Danmarks Indsamling 2025).

Indsamlingsshowet ’Danmarks Indsamling’ 2025 blev sendt på DRTV og DR1 den 1. februar og kan genses på DRTV.

For mere information

  • Jan Lagermand Lundme, redaktør DR: jlq@dr.dk, mobil 40 46 04 50