Dansk kvinde pralede med fitness og sportsresultater på Facebook - nu har hun mistet sin invalidepension

Sol Stoffregen

431 uger siden

|

14/09/2016
Denne kvinde har lært på den hårde måde, at forsikringsselskaber også er på Facebook.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

To kampe på en dag. Vinder af turneringer og klubmesterskaber. Masser af fitness. Boksetræning i op til en time. 

Det var nogle af de imponerende ting, en kvindelig førtidspensionist, delte på Facebook. Men pralerierne har været en dyr omgang for kvinden, der mistede sin invalidepension. Det skriver Fagbladet 3F.

Kvindens forsikringsselskab, Skandia, der udbetaler invalidepensionen, holdt nemlig et vågent øje med hendes Facebookprofil. Og de mange store sportsbedrifter fik dem til at tvivle på hendes helbredstilstand og fjerne hendes invalidepension. 

Sagen endte hos ankenævnet for Forsikring.  

På trods af kvinden, som led af kronisk betændelse i tyktarmen og en gigtsygdom, forklarede, at hun ligesom alle andre viste et ‘glansbillede’ af sit liv på  Facebook, har ankenævnet for Forsikring godkendt, at forsikringsselskabet stoppede udbetalingerne. 

- Det aktivitetsniveau, hun fortæller om på Facebook, passer ikke sammen med de gener, hun tidligere har fortalt om, skriver ankenævnet ifølge Fagbladet 3F.

Kvinden, der var dækket af en arbejdsmarkedspension hos Skandia, slipper for at tilbagebetale sin invalidepension, eftersom ankenævnet vurderede, at kvinden har modtaget pengene i god tro. 

Forsikringsselskabets beslutning om at fjerne invalidepensionen har ikke fået konsekvenser for kvindens førtidspension fra kommunen.