Som bilist findes der næppe noget mere frustrerende end at komme tilbage til sin bil og opdage en gul seddel i forruden.
Det er en oplevelse, som Cecilie Haugaard desværre kan nikke genkendende til.
Som ny elbilejer måtte hun på den hårde måde lære, at parkering ved en ladestander ikke altid er gratis.
Cecilie Haugaard, der for nylig investerede i en elbil, delte sin oplevelse på sociale medier med sine 320.000 følgere.
Efter en række forsøg på forskellige ladestandere lykkedes det endelig for modellen at få opladet bilen.
"Ny elbil, som tager mig tre forsøg med forskellige ladestandere, før det lykkedes. Stolt og glad," skrev hun i en Instagram-story.
Sådan skriver HER&NU.
Men glæden varede kort. Kun et minut efter at hun havde forladt bilen, opdagede hun, at der sad en parkeringsbøde på 875 kroner i forruden.
Ikke alene med misforståelsen
Cecilie blev hurtigt klar over, at hun havde misforstået reglerne.
"Så forlod jeg bilen, og ét minut efter jeg er gået, har jeg fået en p-bøde på 875 kroner, fordi jeg åbenbart også skal betale Easy Park. Så lærte jeg også noget nyt i dag," lød det fra Cecilie.
Influenceren troede fejlagtigt, at det var gratis at parkere, når man opladede sin bil.
Hun tilføjede, at hendes indbakke var eksploderet med beskeder fra andre elbilejere, der har oplevet lignende forvirringer.
Cecilie Haugaard, der er gift med popstjernen Christopher, har lært at holde ekstra øje med parkeringsreglerne fremover.