Superbrugsen i Tranbjerg har på det seneste været meget plaget af tyverier, men i onsdags gik bølgerne lidt højere.
Souschefen, Nick Laursen, havde nemlig fanget i en rumænsk butikstyv i at stjæle, og da han konfronterede kvinden, prøvede hun at vriste sig fri og bed ham i armen.
- Heldigvis gik der ikke hul, men jeg var alligevel ude at få en stivkrampevaccine, siger souschefen.
Det skriver TV 2 Østjylland.
Politiet blev tilkaldt, og i døgnrapporten fremgår det, at den 27-årige butikstyv blev sigtet for vold og butikstyveri.
Medarbejderen blev opmærksom på tyveriet, og løb ud på parkeringspladsen, hvor han konfronterede kvinden, og tog hende med ind i butikken.
- Men halvvejs gennem butikken river hun sig fri og løber mod udgangen igen, fortæller souschefen, der dog fik fat i kvinden igen, hvorefter hun så bed ham.
Det er dog langt fra det eneste butikstyveri Superbrugsen i Tranbjerg har været udsat for på det seneste, de seneste 14 dage har han stoppet 12 styks.
Det fortæller Nick Laursen.
De mange butikstyverier, er dog ikke noget der skræmmer Nick.
- Overhovedet ikke. Det har jeg det fint med. Jeg har arbejdet i butik i 12 år, så jeg har prøvet lidt af hvert, siger souschefen fra SuperBrugsen.