Julen er en dyr tid, når der skal købes julegaver, ordnes adventskalender, afholdes julefrokoster og juleaften.
Vi ved det på forhånd hvert år, men alligevel er det som om, at julens mange udgifter kommer bag på flere af os.
I en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for Gjensidige og Sparekassen Kronjylland, svarer to ud af tre danskere over 18 år, at de ikke sparer op til julegaver til familie og venner i løbet af året.
Sådan skriver Gjensidige i en pressemeddelelse.
Når der ikke bliver sparet op til udgifterne, og man kommer ind i årets for de fleste dyreste måneder, kan det ende med, at man må trække over på sin konto:
”I forvejen ser vi som regel mere overtræk på vores kunders konti i de måneder, hvor der skal betales termin på realkreditlånene. Det skal man for eksempel i december. Men tallene fra sidste år viser en stigning i overtræk ikke bare i december men både i november og december, og her spiller det uden tvivl ind, at julen generelt er en dyr tid”, lyder det fra Jan Mågård, der er fagchef for betalingskort og selvbetjening i Sparekassen Kronjylland.
Jan Mågård forklarer, at nogle af disse overtræk sandsynligvis kan undgås ved at spare op til julen i løbet af året, og han gør opmærksom på, at man bør gøre, hvad man kan for at undgå overtræk - også for sin egen pengepungs skyld.
Det kunne fx være at flytte lidt rundt på pengene, hvis man har den mulighed:
”Ikke alle er opmærksomme på, at når man trækker over på kontoen, skal man som regel betale dyre renter af det beløb, man går i minus med på bankkontoen. Hvis man er i en situation, hvor man har penge stående på en anden konto, bør man derfor flytte nogle penge over på den konto, der risikerer at komme på overarbejde sidst på året. I flere banker kan man endda tilmelde sig en automatisk overførsel til sin konto helt gratis. Det kræver bare et par klik i net- eller mobilbank, så er man tilmeldt”, forklarer Jan Mågård.
Budgetter og opsparing er vejen frem
Netop fordi julen altid er dyr, og måske endda dyrere end man forventer, er det altid en god idé at lægge nogle penge til side i løbet af året.
På den måde kan man sandsynligvis bedre få råd til både jul og de faste vigtige udgifter, man også skal huske at have råd til. Det påpeger Lene Rasmussen, skadedirektør i Gjensidige:
”I julen bruger vi altid lidt flere penge end normalt, og det er derfor vigtigt at huske at spare op, så udgifterne ikke overrasker. Hvis man ikke har fået sparet op, er det vigtigt, at man er opmærksom på, at den ekstra juleregning ikke går udover de faste udgifter, man betaler ind til hver måned hele året, og som er vigtige for, at man fx er forsikret, kan bruge sin telefon eller har strøm i hjemmet. En opsparing gør det lidt lettere at komme godt gennem november og december rent økonomisk”, forklarer hun.
Så mange penge forventer danskerne at bruge på julegaver pr. person de giver til i år:
Under 150kr: 2%
150-249 kr: 12%
250-499 kr: 31%
500-750 kr: 15%
750-1000 kr: 10%
Mere end 1000 kr: 6%