Brev på vej til 95.000 danskere e-boks: Sidste chance

Henrik Rothenbücher

153 uger siden

|

14/01/2022
Indland
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Det er ved at være sidste chance for godt og vel 95.000 danske borgere. Derfor sendes der nu et brev rundt i e-boks til de danskere, der endnu ikke har gjort det.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er nu, forskudsopgørelsen skal rettes, hvis den kommende løn for januar skal stemme. Skattestyrelsen sender i disse dage servicebreve til godt 95.000 borgere.

Siden forskudsopgørelsen åbnede den 17. november 2021, har borgerne haft mulighed for at justere deres forventede indtægter og fradrag for 2022. En udsøgning i Skattestyrelsens systemer viser, at godt 95.000 borgere endnu ikke har genindtastet fradrag for renter eller kørsel, som de har haft i 2021.

Det skal borgerne selv sørge for, og sker det ikke, kan den enkeltes lønudbetaling i januar blive mindre end forventet. Derfor sender Skattestyrelsen breve til denne gruppe.

Det oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse. 

"Det kan naturligvis være helt bevidst, at der ikke er indtastet et fradrag. Men skulle der være tale om en forglemmelse, er det nu, man skal til tasterne. Et manglende fradrag kan betyde, at der bliver trukket en for høj skat, og lønudbetalingen bliver lavere, end den behøver at være. Min opfordring er derfor klar: Hurtigt ind på TastSelv og få rettet forskudsopgørelsen. Det er ved at være sidste udkald," siger underdirektør i Skattestyrelsen, Jan Møller Mikkelsen.

Klar opfordring 

Skattestyrelsen udsender brevene med digital post fra 14. januar 2022. Ændringer, der foretages, efter at arbejdsgiveren har lavet januarlønnen, vil først danne grundlag for beregningen af lønnen for februar.  

Brevene, Skattestyrelsen udsender, er som nævnt målrettet borgere, der ikke har videreført et fradrag for kørsel eller renter, borgeren tidligere har haft. Dog er der også andre forhold, som kan have betydning for udbetalingen af lønnen for januar.

"Helt generelt siger vi, at man bør tjekke sin forskudsopgørelse, når der sker større ændringer i livet. Det kan eksempelvis være, hvis man har fået et nyt job og en anden løn i løbet af 2021, eller hvis man åbner eller lukker en virksomhed. Så hvis grundlaget for ens økonomi har ændret sig, er det nu, man skal sikre sig, at vi har de rigtige oplysninger at beregne skatten ud fra," siger Jan Møller Mikkelsen.

Situationer, hvor borgerne bør tjekke deres forskudsopgørelse:

  • nyt job eller hvis man er gået op/ned i løn

  • ændrede hjemmearbejdsdage

  • købt eller solgt en bolig

  • ændret indtægtstype, fx skiftet fra løn til dagpenge eller omvendt

  • ændring i overskud af egen virksomhed, eller virksomheden er lukket.