Hændelser med vold og uro på psykiatriske institutioner er desværre ikke en sjældenhed, og natten til tirsdag var ingen undtagelse på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde.
Midt om natten blev politiet tilkaldt efter meldinger om uro på institutionen.
Her førte en voldsom konfrontation med to patienter til, at en politibetjent kom alvorligt til skade.
Det fremgår i et uddrag fra Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport.
Da flere betjente ankom til stedet, blev de mødt af skræmt personale og to patienter, der var i gang med at ødelægge inventar.
En ansat, der ønsker at forblive anonym af sikkerhedsmæssige årsager, beskrev situationen:
"Det er en af patienterne, som for nyligt er kommet til. Han har kun været her i nogle dage og pludselig er han gået helt amok," fortalte den ansatte til Presse-fotos.dk.
Tumult med alvorlige konsekvenser
Under forsøget på at pacificere patienterne opstod der en voldsom tumult, som resulterede i, at en af de tilkaldte betjente fik brækket skulderen.
"Jeg ved ikke præcis, hvordan det er sket, men jeg fik fortalt, at betjenten brækkede skulderen da han forsøgte at lægge patienten ned," forklarede den anonyme kilde.
Midt- og Vestsjællands Politi har bekræftet, at en betjent kom til skade under indsatsen, men de nævnte ikke specifikt Psykiatrisk Center Sct. Hans i deres officielle døgnrapport.
"Begge mænd blev pacificeret deres værelser, men undervejs røg en betjent så voldsomt i gulvet, at han fik skadet sin skulder. Politiet følger op på sagen, da de to mænd lagde hindringer i vejen for politiets arbejde og kan forvente en sigtelse i den anledning," lyder det fra politiets døgnrapport.