Beskidt IKEA-pose efterladt foran nordjysk dyreinternet: Ansatte raser over indholdet

Emil Ryttergaard

395 uger siden

|

26/05/2017
Indland
Posen var efterladt foran Nordjyllands Internat. Foto: Privat
Posen var efterladt foran Nordjyllands Internat. Foto: Privat
Tænk at nogen kan være så tankeløse, idiotiske og kyniske, lyder det fra de ansatte på Nordjyllands Internat. Medarbejderne raser over, at nogen kan finde på at efterlade levende dyr på den måde.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

På afstand var det blot en helt almindelig blå bærepose fra Ikea. Den populære plastiktaske til en rund femmer, der i årevis er blevet brugt til vasketøj, som flyttekasse eller i mangel på en kuffert. 

Men da medarbejdere på Nordjyllands Internat fandt en sådan pose tæt på deres hoveddør torsdag morgen, var inholdet ikke nær så harmløst. Det var hverken tøj eller affald, nogen havde læsset af midt på gaden. 

De ansatte blev forbløffede og vrede over at kigge ned i posen og kunne konstatere, at nogen havde smidt levende væsner fra sig på den måde. Det fortæller personalet på internatet i et harmdirrende opslag på Facebook.

- Ved toppen af indkørslen, mere end 50 meter fra internatet, stod en beskidt pose. Og i posen lå en missemor med hendes fire killinger. De var blevet sat af i løbet af natten. Overladt til sig selv og en uvis skæbne, skriver indsatsleder Lotte Brink i et opslag på internatets Facebook.    

Kattene var blevet efterladt på en rasteplads lige ud til en befærdet vej, og da medarbejdere ville hente posen, gik det galt. Kattemor Bella blev nemlig forskrækket og stak af.  

Det var denne uanseelige pose, som chokerede medarbejdere på internatet fandt. Foto: Privat

I posen lå der kattemad. Kattenes tidligere ejer forventede dermed, at dyrene vil blive fundet af nogen. Foto: Privat

- Missemor var i forvejen bange og stresset. Så da medarbejderne fra internatet kom i nærheden, stak hun af. De fire killinger var ikke mere end 3-4 uger gamle. Ikke store nok til at klare sig selv uden deres mor. Og missemor var for oprevet til at komme tilbage.

- Hele dagen har hun gået rundt om stedet, hvor hun var blevet sat af. Vi har kunnet høre hende gå og kalde på sine killinger. Og killingerne kaldte tilbage. De blev hurtig sultne og tørstige og utrygge, skriver Lotte Brink.

De efterladte killinger var ikke mere end fire uger gamle. Foto: Privat

Killingerne var vant til at blive håndteret af mennesker, da internatet tog imod kattene. Foto: Privat

Siden torsdag morgen har internatet forsøgt at fange moderen, så hun kunne blive genforenet med sine killinger, og sent i går aftes lykkedes det endelig at føre moderen tilbage til hendes tre killinger. 

Men selvom den lille kattefamilie var heldig at overleve den barske oplevelse, så raser internatet over den hårde behandling af dyrene, som snildt kunne have betydet en langsom og smertefuld død for de små.

Sent i går aftes lykkedes det at genforene kattemor Bella med sine tre killinger. Foto: Privat

- Tænk, at nogen kan være så tankeløse. Så egoistiske, kyniske og idiotiske. For at slippe for besværet. For at undgå at tage en beslutning. Uden nogen form for ansvarsfølelse over for de levende væsener, hvis skæbne er helt afhængig af deres ejer, har man valgt at 'dumpe' disse fem sjæle på en landevej i en plastikpose.

- Det kunne have været håndteret så meget bedre. Der er hjælp at hente mange steder, hvis man tager ansvar, skriver Lotte Brink i opslaget. 

Opslaget blev delt sent i går aftes, men er allerede blevet delt flere hundrede gange, hvor mange har spurgt ind til kattene og muligheden for at adoptere dem. 

Både kattemor Bella og de tre killinger har det efter omstændighederne godt, er sunde og raske og er nu i pleje på internatet. 

Ifølge internatet skal kattene efter planen bortadopteres, når de bliver gamle nok, hvilket godt kan tage mange uger endnu. Her kan man med fordel læse mere på internatets hjemmeside

Læs hele opsangen fra internatet herunder.