86-årige Gunnar advarer andre: Selvom han ikke bruger Google, fik han regning på 4.990 kroner

Kamille Isaksen

7 uger siden

|

31/10/2024
Indland
Foto: Thawornnurak / Shutterstock.com
Foto: Thawornnurak / Shutterstock.com
Den 86-årige landmand er meget uforstående overfor hele situationen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det var som at blive fanget i en fælde, da 86-årige Gunnar Pagaard fra Esbjerg, pludselig stod over for en regning på næsten 5.000 kroner fra det københavnske it-firma, Dansk Online Service.

På trods af, at han hverken har internet eller en Google Virksomhedsprofil, blev han ringet op af en repræsentant fra firmaet, som hævdede, at han skyldte betaling for “vedligeholdelse” af sin profil på Google.

Gunnar og andre små erhvervsdrivende er i chok over firmaets metoder og har derfor valgt at tale højt om det, så andre ikke bliver udsat for det samme.

Gunnar Pagaard forklarer, at han modtog opkaldet på sin klaptelefon, hvor firmaets repræsentant argumenterede for nødvendigheden af at fortsætte hans virksomheds tilstedeværelse på Google.

Sådan skriver DR.

Efter samtalen modtog han en faktura på 4.990 kroner.

Selvom han aldrig har oprettet en virksomhedsprofil på Google, og slet ikke bruger internettet, oplyser Dansk Online Service, at han skulle have accepteret ydelsen under opkaldet.

Fanget på lydfil

Problemerne stoppede dog ikke her.

Da Gunnar nægtede at betale fakturaen, sendte firmaet en lydfil med en optagelse af den sidste del af samtalen, hvor han angiveligt skulle have givet sit samtykke.

"Det er fuldstændig gak for mig, hvad det er for noget, det der," siger Gunnar, som har søgt hjælp hos sin nabo, Flemming Thomsen, der hjælper ham med it-relaterede spørgsmål.

Naboen finder også metoden mistænkelig og efterspørger hele opkaldets forløb for at få en præcis forståelse af, hvad der blev sagt.

Det er dog ikke kun Gunnar, der føler sig snydt af firmaet.

'Kontant' har været i kontakt med adskillige andre små erhvervsdrivende, som har oplevet lignende opkald, hvor de blev efterladt med en følelse af at være fanget i en misforståelse.

De blev ofte informeret om, at deres profil ville blive slettet, hvis de ikke fortsatte samarbejdet, og hurtigt efter samtalen modtog de en faktura – ligesom Gunnar.

Ifølge Søren Friis Hansen, der er professor i selskabsret ved CBS, er en lydfil fra en del af samtalen dog ikke tilstrækkelig juridisk dokumentation.

I en eventuel sag ville retten tage hensyn til hele samtalens forløb samt vidneudsagn, da en optagelse af en kort del af samtalen ikke nødvendigvis viser det samlede billede.

Flere erhvervsdrivende har valgt at betale fakturaen for at undgå problemer, men Gunnar Pagaard nægter at give efter. For ham handler det om at stå imod, og han beskriver firmaets metoder som rene pengeafpresning.

Han håber på, at sagen vil kaste lys over firmaets praksis og hjælpe andre i en lignende situation.