300 amerikanske pansrede køretøjer er netop ankommet til Esbjerg

Mathias Madsen

141 uger siden

|

07/04/2022
Indland
Amerikanske militærkøretøjer ankom til Esbjerg Havn / Foto: Jacob Schultz/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Amerikanske militærkøretøjer ankom til Esbjerg Havn / Foto: Jacob Schultz/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Onsdag morgen foregik der usædvanligt meget på Esbjerg Havn.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Her kunne man nemlig ifølge TV2 se det 264 meter lange fragtskib ARC Endurance, som er det længste skib, der nogensinde  har ligget i Esbjerg Havn. 

Derudover var fragtskibets last også ud over det sædvanlige, da den blandt andet bestod af 300 amerikanske pansrede køretøjer og andet militær materiel.

Samtidig vrimlede det med både danske og britiske soldater, hjemmeværnsfolk og dansk politi. 

Selvom den nuværende verdenssituation gør, at man formentlig kobler de mange udenlandske militære køretøjer og soldater sammen med krigen i Ukraine, så har det faktisk intet med hinanden at gøre. 

De mange amerikanske køretøjer er nemlig ankommet i forbindelse med en militærøvelse udført af USA og Storbritannien, hvor Danmark yder såkaldt 'Host Nation Support'.

Det betyder kort fortalt, at Danmark fungerer som bindeled mellem USA, Storbritannien og Polen, hvor øvelsen skal finde sted. 

Danmarks rolle består derfor ikke i at deltage i selve øvelsen i Polen, men derimod i at sørge for sikkerheden omkring transporten af de mange pansrede køretøjer, og det var en opgave som Forsvaret onsdag løste i tæt samarbejde med Hjemmeværnet og politiet i Esbjerg. 

De britiske soldater var til stede i Esbjerg for at sørge for, at køretøjerne kommer sikkert frem til Polen, hvor de altså blot skal deltage i en øvelse og ikke bidrage til NATO's tropper i området. 

Henrik Lyhne, som er brigadegeneral, har dog understreget over for DR, at vigtigheden af øvelsen selvfølgelig er tydeligere end nogensinde før på grund af krigen i Ukraine. 

"Det er rigtig vigtigt, at vi øver os, og vi bliver gode til at arbejde sammen med de andre nationer. Vi sender også et rigtig vigtigt signal om, at NATO står stærkt sammen, og at vi øver sammen, og vi er sådan set klar, hvis der bliver behov for det," har han således forklaret til DR.