Sebastian Klein er den seneste i rækken af kendisser, der har kunne afsløre, at han er blevet smittet med coronavirus.
Det afslører den 49-årige tv-vært, forfatter og foredragsholder selv i et opslag, som han har delt på sin profil på Facebook.
Her skriver han, at han torsdag eftermiddag er blevet testet positiv for corona. Samtidig understreger han, at han har det fint.
"Jeg er netop (for omkring en time siden) blevet testet positiv for corona. Jeg har det for såvidt fint," starter han sit opslag på Facebook.
Sebastian Klein er ikke sikker på, hvordan han er blevet smittet med virussen, men han har en teori om, at han er blevet smittet ved weekendens Bogforum.
"Jeg tænker, at jeg er blevet smittet i forbindelse med weekendens Bogforum. Jeg er nu i gang med smitteopsporing. Imidlertid har jeg mødt og hilst på en del mennesker på Bogforum, som jeg ikke kender og derfor ikke kan kontakte," skriver Sebastian Klein også.
I og med, at Sebastian Klein har mødt et større antal personer på Bogforum i weekenden, har han ikke mulighed for at kontakte alle dem, han har hilst på.
Derfor deler han i sit opslag en opfordring til, at man straks lader sig teste, såfremt man kan huske, at man har nærkontakt med ham.
"Hvis nogen skulle erindre at have været i nærkontakt med mig siden lørdag bør de lade sig teste så hurtigt som muligt På forhånd tak og undskyld ulejligheden," lyder det fra den 49-årige Sebastian Klein.
Sebastian Klein er ikke den eneste, der er blevet smittet med coronavirus, efter at have deltaget ved weekendens Bogforum.
Den kendte forfatter Jussi Adler-Olsen, der står bag Afdeling Q-serien, har nemlig også afsløret, at han er blevet smittet med corona, efter at have været med til Bogforum, som blev afholdt i Bella Center i København.