Afsløring: Mai Manniche har tidligere solgt en ring for dyrt

webmaster

379 uger siden

|

14/09/2017
Sagen mellem Familien fra Bryggen-parret og smykkedesigneren er ikke et enkeltstående tilfælde, viser dokumenter fra Forbrugerklagenævnet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Som Dagens.dk tidligere har skrevet om, har Stephanie 'Geggo' Christiansen valgt at smide sin  forlovelsesring i raseri. Det skyldes ikke hendes kommende mand Cengiz Mads Salvarli, men derimod smykkedesigneren Mai Manniche, som Cengiz har købt forlovelsesringen af.

Ifølge Cengiz betalte han 80.000 kroner for ringen, som ifølge Mai Manniche var 200.000 kroner værd. Det lyder umiddelbart som en god handel. Men skal man tro to uafhængige vurderinger, er det ikke sandheden. Ifølge Cengiz har ringen 'kun' en værdi på mellem 22.500 og 30.000 kroner ifølge vurderingerne.

Det har fået ’Familien fra Bryggen’-parret til at indlede en sag mod Mai Manniche og hendes smykkefirma JEWLSCPH, som de føler sig snydt af på det groveste.

Og noget tyder på, at Geggo og Cengiz har en god sag. Mai Manniche har nemlig tidligere tabt en lignende sag. Det skriver Realityportalen.dk.

Realityportalen er kommet i besiddelse af dokumenterne fra Forbrugerklagenævnet, som beskriver, at JEWLSCPH 18. december 2015 blev dømt til at betale 65.000 kroner tilbage til en utilfreds kunde. Derudover skulle smykkefirmaet betale sagens omkostninger på 8.300 kroner.

I den tidligere sag havde kunden købt en ring for 65.000 kroner. Kunden var utilfreds med købet og fik derfor ringen vurderet. En vurdering, som lød på 10.000 kroner.

På baggrund af vurderingen henvendte kunden sig til Forbrugerklagenævnet og indledte en sag. Sagens udfald var ikke til Mai Manniches fordel.

- Nævnet har lagt til grund for afgørelsen, at diamanten har en ringere kvalitet, end man må forvente ud fra en pris på 65.000 kroner. Nævnet har på baggrund af sagkyndiges udtalelse vurderet, at ringen er mangelfuld, og at manglen ikke er uvæsentlig. (Kunden, red.) er derfor berettiget til at hæve købet, står der i de dokumenter, Realityportalen.dk er i besiddelse af.

I forbindelse med sagen fik Forbrugerklagenævnet en vurdering af ringen fra en ekspert. Og dommen var klar. Diamanten var af så ringe en kvalitet, at den sjældent bliver brugt til smykker, lyder det i vurderingen.

Dermed ikke ment, at diamanten ikke kan bruges i et smykke, men kunden skal være informeret om diamantens kvalitet eller mangel herpå, fortsætter vurderingen:

- Hvis man betaler den rigtige pris for stenen, er der for så vidt ikke noget i vejen med stenen. Den er bare ikke solgt til en pris, der svarer til dens kvalitet. Fejlen på denne sten kan ikke udbedres. Køber er misinformeret i forhold til pris og kvalitet.

Mai Manniche er 'dybt rystet'
Smykkedesigneren har valgt ikke at kommentere på den fremkomne sag, men hun har tidligere fortalt, at hun er rystet over Familien fra Bryggen-parrets beskyldninger om snyd.

- Jeg er dybt rystet over hele forløbet. Vi har selvfølgelig aldrig snydt nogen. Cengiz Mads Salvarli købte før jul en specialdesignet forlovelsesring, hvori der er en stor brilliant. Forinden var han blevet oplyst om brilliantens kvalitet samt ringens pris, og han havde også selv set billeder af diamanten og selv udvalgt den endelige, skriver Mai Manniche.

Det er ikke kun parrets beskyldninger, der har rystet Mai Manniche. Ifølge smykkedesigneren har Cengiz forsøgt at afpresse hende for 100.000 kroner samt de 80.000 kroner, han betalte for ringen.

Selvom forlovelsesringen i øjeblikket skaber flere frustrationer end glæde, så er Geggo lykkelig for, at hun har fundet manden i sit liv.

Opdatering 15/9 kl. 8.35: Mai Manniche har kommenteret den tidligere sag på sin blog. Her skriver hun blandt andet:

- Vi har eksisteret i 12 år og har rigtig mange trofaste og glade kunder. Vi har selvfølgelig aldrig nogensinde snydt nogen. Vi har i de 12 år tabt én sag i Forbrugerstyrelsen og det er den sag, som Realityportalen netop omtaler. Vi var meget uenige i afgørelsen og er det fortsat.

Læs hele hendes svar her.