Kammerat om ‘Luksusfælden’-deltager: ‘Han har været et svin med penge’

Ane Sørensen

352 uger siden

|

20/03/2018
Forbrug
Foto: TV3
Foto: TV3
38-årige Morten har meget svært ved at få sin økonomi til at hænge sammen. Derfor er Luksusfældens eksperter taget til Søborg for at hjælpe ham med at komme på ret køl.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

38-årige Morten har problemer med sin økonomi. Han har nemlig ikke penge nok til at betale af på sin gæld fra fortiden, som bare vokser sig større og større. 

Desuden er Morten begyndt at studere til lærer, så hvis han en dag vil være  gældfri, så skal der ryddes op i økonomien.

I aftenens afsnit af ‘Luksusfælden’ er eksperterne Jan Swyrtz og Kenneth Hansen derfor taget til Søborg, hvor de vil forsøge at hjælpe Morten med at få økonomien på ret køl.

Mortens økonomiske problemer skyldes blandt andet tidligere parforhold, hvor pengene har siddet lidt løst:

- Grundlæggende set er det jo min egen skyld, at jeg sidder i den situation, jeg sidder i. Men uden at pege fingre, har jeg været i nogle forhold, hvor vi har været meget løsslupne omkring økonomi generelt og har gået mere op i her og nu behov, end at tænke lidt længere, siger Morten.

Ifølge Mortens ven Dennis er mange af pengene blevet brugt på elektronik, forbrug og ferier:

- Som jeg selv har sagt til ham, så var de nok nogle svin med penge. Ikke sådan, at de øsede ud af dem. Men de blev brugt. Der blev ikke lagt noget til side til dårlige tider, siger Dennis.

Det høje forbrug betød ifølge Morten selv, at han og ekskæresten havde en fælles gæld på omkring 150.000 kroner fordelt på en tre - fire forskellige lån. Men han erkender, at han ikke har overblik over deres situation:

- Jeg har ikke rigtig overblik over vores fælles gæld. Hun tog noget af det, og jeg tog noget af det, da vi brød op med hinanden. Og mig bekendt, betaler hun ikke på de poster, og jeg gør egentlig heller ikke, siger Morten, som samlet har en gæld på omkring 700.000 kroner.

De økonomiske udfordringer betyder blandt andet, at Morten sommetider må sige nej til sine børn, fordi han ikke har råd til eksempelvis deres fritidsaktiviteter. Desuden har Morten længe haft problemer med at sove om natten:

- Jeg sover ikke særlig godt, hvis jeg overhovedet sover. Jeg har i en meget, meget lang periode spist sovepiller eller slumrepiller, som det hedder, og det hjælper mig til at sove. Det har stået på i en fire års tid. I hvert fald fire år, siger Morten.

Hør Morten fortælle om sin vanskelige situation i videoen herunder og se, om det lykkes eksperterne at hjælpe ham, når TV3 sender Luksusfælden i aften klokken 20.00.