Fantastisk nyhed til 650.000 danskere

Henrik Rothenbücher

114 uger siden

|

14/10/2022
Forbrug
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
En ny løsning vil nu gøre det muligt for 650.000 danskere at benytte systemet allerede den 1. november.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fra 1. november kan Norlys’ kunder nemt og enkelt tilmelde sig indefrysningsordning af deres energiregning via mit.dk. Mange danskere får allerede deres lønsedler og post fra det offentlige via mit.dk, og snart kan mange altså også tilmelde sig indfrysningsordningen samme sted.

Norlys tager som det første private energiselskab ordningen i brug. Det betyder, at kunderne nemt og enkelt kan klikke sig videre fra Norlys’ hjemmeside, logge ind med kode eller face-id på telefonen og tilmelde sig med ganske få klik. 

Siden et bredt politisk flertal i slutningen af september fremlagde aftalen om inflationshjælp til danske familier og virksomheder, har IT-virksomheden Netcompany arbejdet på højtryk.

 

På blot få uger er det lykkedes at udvikle en ny løsning, der skal gøre det lettere for borgere og virksomheder at søge om hjælp til at indefryse energiregningerne, der for langt de fleste er steget markant i de seneste måneder.

”Vi er meget stolte af at kunne lancere vores nye løsning gennem mit.dk, der kan gøre det lettere for både virksomheder og borgere at tilmelde sig indefrysningsordningerne. Vores løsning sikrer, at hjælpen hurtigt kan komme frem til de danskere, der har brug for den her og nu. Og den hjælp er vi utrolig glade for at kunne tilbyde,” siger Thomas Holst Demant, partner i Netcompany, og fortsætter:

”Frem for at energiselskaberne hver især skulle i gang med at udvikle deres egne systemer til at håndtere processen omkring indefrysningsordningerne, har vi nu en løsning klar, der kan tages i brug samtidig med at indfrysningsordningerne træder i kraft. Med vores løsning bliver processer samlet i ét system, som energiselskaberne hurtigt kan implementere hos dem selv. Det gør det lettere for energiselskaberne, men sikrer også danskerne et bedre overblik.”

Den nye løsning er en del af mit.dk. Derfor kan al information og dokumentation om indefrysningsordningerne findes side om side med danskernes digitale post.

”Det er vigtigt for os, at det bliver nemt for vores kunder at tilmelde sig indefrysningsordningen, og derfor er vi glade for, at vores kunder blot skal logge ind på mit.dk, som de fleste kender i forvejen,” siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Den nye løsning kan tages i brug til d. 1. november af danske energiselskaber gennem Netcompanys eksisterende platform mit.dk. Norlys er det første private energiselskab, der vil tilbyde ordningen til sine kunder.

Via mit.dk tilbydes energiselskaberne en selvbetjeningsløsning, så borgere og virksomheder på sikker og let vis kan tilmelde sig samtlige indefrysningsordninger.