Vil du undgå tilstoppede afløb? I så fald bør du læse med her.
Ifølge Land er der nemlig flere ting, som bliver hældt i køkkenvasken, men som absolut ikke burde ende der.
For at undgå problemer som for eksempel tilstoppede afløb, har mediet delt fire ting, som du bør holde langt væk fra køkkenvasken.
1. Fedt og olie i vasken
Du ved det måske allerede godt, men stegefedt, smørrester, olie og andet fedt kan forårsage en tilstoppet vask.
Ifølge Land vil det på et tidspunkt størkne i afløbet. Selvom mange tror, at de kan skylle fedtet væk med kogende vand, er dette ikke tilfældet. Før eller siden vil det nemlig størkne og danne en fedtprop, der kan blive hård som sten.
Men fedtet skal jo væk på en eller anden måde. Mediet råder derfor folk til at tørre stegepanden af inden den vaskes op, eller hælde fedtet herfra over i enten tomme dåser eller flasker, som så smides ud bagefter.
På den måde undgår du en "stenhård fedtprop" i dit afløb.
2. Rå æg
Rå æg i køkkenvasken?
Det lyder måske ikke så slemt, men det kan det altså blive, hvis der kommer vand over dem - og det gælder både varmt og koldt vand.
Varmt vand kan nemlig få det rå æg til at stivne i afløbet. Hvis dine æg er blevet for gamle, bør du derfor smide dem ud i skraldespanden.
3. Stearin
Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at stearin er på denne liste over, hvad der ikke bør ende i køkkenvasken.
Stearinen vil nemlig ende som en klump, der kan forårsage et tilstoppet afløb.
Står du og skal rengøre en lysestage, kan du i stedet lægge den i en metaldåse, hælde kogende vand over og lade den køle af.
4. Kaffegrums
Når kafferesterne fra stempelkanden skal tømmes, er det fristende at hælde dem ud i vasken. Men det er langtfra en god idé.
Kaffegrumset kan, sammen med madfedt, stoppe afløbet til. Derfor bør du holde grumset fra vasken.