Undersøgelse: Derfor får du måske snart tre ugentlige fridage

Mathias Madsen

152 uger siden

|

18/01/2022
Business
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Flere forsøg med 4-dages arbejdsuger viser, at den nedsatte mængde arbejde fører til en højere produktivitet og færre omkostninger for firmaet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ideen om en 4-dages arbejdsuge har længe været på tale. Modellen kaldes for 100: 80: 100, fordi man får 100 procent af sin løn, arbejder 80 procent af tiden, men samtidig sigter efter at fuldføre 100 procent af arbejdet. 

Det kan måske lyde skørt, at man skal kunne nå 100 procent af sit arbejde på 80 procent af tiden, men flere undersøgelser viser altså, at motivationen og energien og dermed også produktiviteten stiger så markant, at det er tilfældet.

Ét af de firmaer som med stor succes har afprøvet en 4-dages arbejdsuge er Microsofts afdelinger i Japan, hvor man ifølge Interesting Engineering i 2019 indførte den forkortede arbejdsuge med tre dages weekend i en måned, samtidig med at lønnen forblev den samme. 

Oven i den forkortede arbejdsuge tilbød firmaet endda også en bonus på op til 100.000 yen (5.600 kroner) til at hjælpe med betaling af familieferier, ekstra uddannelse eller lignende. 

Direktøren for Microsoft i Japan, Takuya Hirano, udtalte dengang følgende om projektet: "Arbejd i kort tid, hvil godt og lær en masse. Det er nødvendigt at have et miljø, som tillader, at du kan føle din mening med livet og sætte et større aftryk på dit arbejde. Jeg vil have, at de ansatte tænker over og oplever, hvordan de kan opnå de samme resultater med 20 procent mindre arbejdstid."

Projektet afprøvede den færre arbejdstid på 2300 ansatte i sommeren 2019, og resultatet viste, at produktiviteten blandt de ansatte steg med hele 39,9 procent. Samtidig tog de ansatte 25,4 procent færre fri- og sygedage, el-forbruget blev mindsket med 23,1 procent og der blev brugt 58,7 procent mindre printerpapir, og firmaet sparrede altså penge på mere end én måde. 

Microsoft i Japan gik efter forsøget tilbage til den almindelige 5-dages arbejdsuge, men flere virksomheder, såsom Unilever i New Zealand i marts 2021, har lavet lignende forsøg med stor succes. 

Nu har projektet 4 Day Week Global da også sat sig for at afprøve ordningen endnu engang i Storbritannien i det nye år. Det skriver Ladbible

Organisationen vil sammen med tænketanken Autonomy, 4 Day Week UK og forskere fra Cambridge Universitet, Oxford Universitet og Boston College undersøge ordningen i en seks måneders prøveperiode i Storbritannien, og de håber at få op imod 30 virksomheder med ombord. 

Organisationen laver desuden lignende kampagner og forsøg overalt i verden, og det er altså planen, at forskerne bagefter skal analysere tallene og endnu engang finde ud af, hvordan en 4-dages arbejdsuge påvirker produktiviteten, motivationen og arbejdsglæden. 

Så hvem ved, måske er der håb for tre ugentlige fridage i fremtiden?