I lyset af Donald Trumps udenrigspolitik og F-35-flyets høje pris er Frankrig klar med et alternativ.
Frankrig udfordrer USA på kampflymarkedet
F-35 har længe været anset som det mest avancerede kampfly, NATO-lande kan vælge.
Men med en pris tæt på to milliarder kroner pr. fly er investeringen tung,og flere lande begynder at kigge efter alternativer.
Det gælder blandt andet Portugal og Canada, og nu melder Frankrig sig på banen med et europæisk alternativ.
Frankrigs præsident Emmanuel Macron ønsker ifølge mediet Armádní Zpravodaj at tilbyde europæiske lande flytypen Dassault Rafale som et svar på F-35.
Rafale er et 4,5. generations kampfly og anses som det bedste, europæisk forsvarsindustri i øjeblikket kan præstere.
Det når ikke helt F-35’s evner inden for stealth og avanceret sensorteknologi, men udmærker sig på flere andre områder og er allerede gennemprøvet i internationale operationer.
“Det virker logisk”
Topchefen for Dassault Aviation, Eric Trappier, bekræfter, at virksomheden er klar til at levere til flere lande.
I et interview med Le Journal du Dimanche udtaler han:
“Vi vil gerne tilbyde vores fly til Portugal. Det er et EU- og NATO-land. Det vil have samme interoperabilitet som os i Alliancen, så det virker logisk.”
Rafale har allerede vist sig effektiv mod russiske flytyper som Su-35S og betragtes som et troværdigt alternativ til de nyeste russiske kampfly.
Selvom Rusland forsøger at udvikle femtegenerationsfly som Su-57, findes disse kun i begrænsede antal og ofte som prototyper.
Spørgsmålet er nu, om flere europæiske lande, herunder Danmark, vil følge trop og begynde at se mod europæiske løsninger frem for amerikanske, især i en tid hvor både økonomi og geopolitik spiller en stigende rolle.