Hver fjerde boligejer glemmer vigtig detalje: Især om efteråret kan det føre til store regninger

Nicolai H

13 uger siden

|

17/09/2024
Bolig
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Er du en af dem der glemmer det, er det med at komme i gang.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Voldsomt stormvejr, skybrud og rekordstore mængder nedbør har i de seneste par år øget kravene til de danske boligejere, der vil undgå fugt- og vandskader i deres hjem, når regnen falder. En vigtig, men ofte overset opgave for landets boligejere i den forbindelse er at tømme og rense husets tagrender, så regnvandet kan blive ført væk fra boligen og ikke forårsage alvorlige skader. 

Men en ny undersøgelse lavet af YouGov for Gjensidige og NRGi viser, at hver fjerde boligejer enten ikke har renset tagrenderne eller kun gør det hvert andet år eller sjældnere. Og det kan skabe problemer, advarer ekspert.  

”Det er afgørende, at man som boligejer husker at få renset sine tagrender regelmæssigt for at sikre, at regnvandet ledes væk fra huset, så man undgår skader på facaden eller fugt i ydervægge, sokkel og kælder. Med det voldsomme vejr, vi har oplevet de seneste år, er vedligeholdelsen af tagrenderne blevet endnu vigtigere for at forebygge dyre reparationer og ubehagelige overraskelser, ” siger Bo Halm Andersen, byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi i en pressemeddelelse.

Tallene fra undersøgelsen viser også, at hver tredje boligejer renser husets tagrender én gang om året. Men ifølge Bo Halm Andersen bør man give dem et tjek flere gange om året. Han anbefaler også, at man giver husets nedløbsrør og sandfangsbrønd et eftersyn fra tid til anden. 

”Det er vigtigt at sikre, at tagrenderne er fri for blade og skidt, men også at tjekke både nedløbsrørene og nedløbsbrønden. Og hvis du har en sandfangsbrønd, er det vigtigt, at den ikke er tilstoppet. Ekstremt vejr kan nemt forværre små problemer, så det er en god idé at være på forkant med tingene, inden de eventuelt udvikler sig,” forklarer Bo Halm Andersen. 

Også hos Forsikringsselskabet Gjensidige opfordrer man danske boligejere til at tage ekstra hånd om tagrenderne.  

”Klimaforandringerne har ført til flere ekstreme vejrforhold, og derfor er det vigtigere end nogensinde at tage hånd om de små, men afgørende opgaver, der beskytter boligen. Små forebyggende tiltag kan gøre en stor forskel, når de næste store regnskyl rammer,” siger Lene Rasmussen, skadedirektør i Gjensidige.