Tyve stak af fra indbrud i Birkerød: Fortrød flugten lynhurtigt

Ninna Andreasen

428 uger siden

|

07/10/2016
112
Politiet advarede tyveknægtene mod at stikke af. De fulgte ikke rådet og betalte prisen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det bliver næppe anerkendt som arbejdsskade, men det har nok alligevel gjort ondt på tre tyve, at de mandag blev nedlagt af en adræt og effektiv politihund i Birkerød.

En borger ringede klokken 13 til politiet, da vedkommende så tre personer være ved at bryde ind i et hus i nabolaget. Nordsjællands Politi trykkede efter eget udsagn speederen i bund og susede mod adressen.

Her fik patruljen hurtigt øje på tre mænd, der fik benene på nakken, da de så betjene. De var overbevist om, at der var tale om gerningsmændene på grund af måden, de stak af på.

Til tyvenes store uheld kom endnu en patrulje med et hemmeligt våben: Politihunden Pingo. Mændene blev advaret om, at hvis de ikke stoppede øjeblikkeligt, ville schæferen blive sendt efter dem. De tog chancen og stak af, men det kom de hurtigt til at fortryde.

(Artiklen fortsætter under billedet)

- Vi mente ellers, at vi råbte højt og tydeligt, og de fik endda budskabet serveret flere gange - det skulle jo ikke hedde sig! Men der blev altså ikke reageret, og der var derfor naturligvis ikke andet for end at tage snoren af Pingo, så forfølgelsen kunne gå i gang, lyder det fra Nordsjællands Politi.

Da betjentene fik indhentet Pingo, havde han selv fået stoppet den ene mand ved at nappe lidt i ham. Hunden blev sendt videre, og efter en rundtur i en nærliggende have markerede han, at der lå noget interessant i en busk.

Inde i busken forsøgte en af de to sidste tyve at gemme sig, men han kunne altså ikke løbe om hjørner med Pingo. Den tredje mand nåede at slippe væk, men politiet har ham på radaren.

Politiet er svært stolte af den hurtige hund, men sætter også pris på den årvågne borger.

- Vi har ikke mulighed for at ligge på lur i alle boligkvarterer og afvente indbrud, og derfor er det aldeles fremragende, når vi har vågne borgere, der agerer øjne for os og anmelder, når de ser noget mistænkeligt. Eminent arbejde af den skarpsynede borger!, lyder det.