Røver springer ud foran 70-årig sønderjysk kvinde og truer hende med kniv: Det fortrød han hurtigt

Ninna Andreasen

421 uger siden

|

23/11/2016
112
Den ældre kvinde lignede måske et nemt offer, men røveren blev slemt klogere. Politiet beder om hjælp til at finde ham.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Torsdag den 17. november blev en 70-årig kvinde fra Aabenraa udsat for et røveriforsøg.

Kvinden gik på Reberbanen klokken 14.30, da en en mand sprang frem og truede hende med en kniv. Han kom dog hurtigt på bedre tanker, for den raske sønderjyde gav ikke efter uden kamp.

Hun stak røveren to slag på kæben. Det blev han tilsyneladende temmelig forbløffet over. I hvert fald opgav han røveriet og stak af ad Langevad.

Nu beder politiet om hjælp til at finde røveren.

- Vi vil gerne i kontakt med folk fra området, der har set eller hørt noget, eller eventuelt tror de kender gerningsmanden ud fra signalementet.Har man set en ung mand løbe fra stedet, hørt noget eller i det hele taget bemærket noget i tidsrummet for røveriforsøget, så vil vi meget gerne kontaktes hurtigst muligt på 114, udtaler politikommissær Henning Marcussen fra Aabenraa Lokalpoliti.

Manden beskrives som spinkelt bygget, 15-20 år og 165-170 centimeter høj. Han var lys i huden og havde blå øjne. Manden talte dansk og var iført kasket, sort/grå hættetrøje og et sort halstørklæde, som dækkede mund og næsen.

Han var bevæbnet med en kniv, formentlig en lommekniv, med en bladlængde på syv til 10 centimeter.

Har man set noget i området omkring gerningstidspunktet, kan politiet kontaktes på telefonnummer 114.