Fra i dag mandag den 15. juni og halvanden måned frem, vil politiet være talstærkt på de danske veje, hvor de vil holde særligt øje med visse bilister.
Rigspolitiet har sendt en pressemeddelelse ud, hvor de fortæller, at politiet vil være særligt ude på vejene i løbet af sommeren, hvor de vil holde øje med bilister, der kan have indtaget alkohol.
Politiet er nemlig klar over, at sommeren byder på diverse sommerfester, vejfester m.m. og derfor vil de være ekstra opmærksomme i sommerhuskvarterer, villaveje, på stranden eller andre steder, hvor politiet forventer, at der bliver drukket alkohol.
Tidlige søndage vil politiet også holde øje, da folk fortsat kan være påvirket af det alkohol, som de indtog i løbet af lørdagen.
Foruden spiritus vil politiet også kontrollere om bilister er påvirkede af narkotika eller medicin, når de sætter sig bag rettet.
“Spirituskørsel er uacceptabelt, og noget som et markant flertal af danskerne tager afstand fra. Men trods det er der fortsat nogle trafikanter, der ikke har forstået budskabet. Målet med vores kontroller er at få dem stoppet, før de skader sig selv eller andre”, siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, og fortsætter: ”Vi skal alle sammen hjælpe hinanden med at forhindre spirituskørsel, men det kan måske føles svært at overtale en anden til at lade bilen stå. Især hvis du ikke er sikker på, hvor meget han eller hun har drukket.” lyder det fra politiassistenten.
Det kan du gøre for at hindre spirituskørsel
Fortæl ham eller hende, at du har det skidt med, at han/hun kører
• Forsøg at tale ham/hende fra at køre og tag evt. bilnøglerne
• Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden
• Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen
• Tilbyd en overnatning
• Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket
• Hvis han/hun alligevel kører, så kontakt politiet på tlf. 114