Apple TV, Nintendo Switch og Kay Bojesen-aber.
Det er nogle af de produkter, en 23-årig mand foregav at sælge på DBA.dk og Facebook. Varerne blev dog aldrig sendt.
Den 23-årige, der tidligere er straffet for svindel på nettet, blev i dag ved Retten i Nykøbing idømt 1 år og 2 måneders fængsel for ikke færre end 67 bedrageriforhold til en samlet værdi på 73.667 kr. Straffen omfattede 54 dages reststraf.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Blev aldrig sendt
At varerne aldrig blev sendt, kunne sagens i alt 66 forurettede bevidne for retten. Flere kunne samtidig fortælle, at pakkelabels på forsendelserne i mange tilfælde var blevet sendt før betalingen, hvilket dog ved opslag på pakkernes track&trace-koder blot viste en forsendelse oprettet i systemet, uden fragtselskabet havde modtaget en pakke.
Retten valgte at tro på de 66 vidner frem for tiltalte, der hævdede at have sendt alle varerne.
Den 23-årige tog sig betænkningstid med hensyn til anke og blev uden protest fængslet under appel/frem til afsoning.