Opmærksom: Politiet i målrettet indsats for at fange disse bilister

Henrik Rothenbücher

298 uger siden

|

02/04/2019
112
Hvis du kører i bil, skal du være særligt opmærksom på din hastighed i denne uge. Politiet i hele EU foretager nemlig en målrettet indsats for at fange bilister, der ikke kan holde foden fra speederen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I denne uge har det europæiske færdselspoliti etableret et samarbejde, hvor de på tværs af EU-landene er ude med målrettede indsatser for at fange bilister, der er lidt for glade for at trykke på speederen.

Det skyldes, at politiet hvert år bliver tilkaldt til ulykker i trafikken, som kunne være undgået, hvis bilisterne havde kørt det, som de måtte. Derfor vælger man nu i dette samarbejde at sætte et øget fokus på hastigheden, så trafikanterne tænker mere over deres fart.

”Hvert år bliver politiet kaldt ud til utallige trafikulykker, der kunne have været undgået, hvis trafikanterne havde overholdt fartgrænserne. Trafikulykker, der i nogle tilfælde får en tragisk udgang og i andre tilfælde mærkes de implicerede for livet. Derfor er hastighed et meget vigtigt indsatsområde, og vi prioriterer fartkontrol på vejene for at redde liv og skabe tryghed for dem, der færdes i trafikken,” fortæller Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Christian Berthelsen uddyber også og fortæller, at selv den mindste hastighedsoverskridelse faktisk har en stor betydning for bremselængden af bilen. Derfor er det også vigtigt, at man holder afstand til de forankørende, især på motorvejen.

Derfor skal der mere fokus på hastigheden

I politiets pressemeddelelse har de tilføjet følgende fakta og statistikker omkring forhøjet hastighed og ulykker på de danske veje.

  • Der er en klar sammenhæng mellem farten på vejene og antallet af dræbte og tilskadekomne
  • For høj hastighed vurderes at være den hyppigste årsag til færdselsulykker med alvorlig tilskadekomst og dødsfald. 
  • 2012 – 2017 omkom 416 personer i en trafikulykke, hvor mindst en af de involverede parter kørte for stærkt i forhold til hastighedsgrænsen eller forholdene. I 72% af ulykkerne var farten en medvirkende årsag til, at ulykken opstod. I de sidste 28% var farten årsag til, at ulykken blev med dødelig udgang.
  • Ved 80 km/t. kører du ca. 33 meter mens du reagerer, og efter ca. 64 meter holder du stille. Kører du 95 km/t. bruger du yderligere 19 meter på at holde stille ved maksimal bremsning af køretøjet.
  • Hvis 2 bilister kolliderer med 80 km/t., vil ulykken i 30% af tilfældene have dødelig udgang. Risikoen fordobles til 60% ved en hastighed på 90 km/t.
  • Hvis en bilist rammer en fodgænger med 80 km/t. vil ulykken være fatal i 60% af tilfældene. Risikoen stiger til 80% ved 90 km/t.
  • De fleste dødsulykker i trafikken sker på landeveje. 62% af dødsulykkerne på disse veje sker med en hastighedsoverskridelse på mindre end 20 km/t. 38% af dødsulykkerne sker med en overskridelse på mere end 20 km/t.