Natten til lørdag var en politipatrulje på vej i gemmen nattelivet i Slagelse, da man klokken 3.38 gjorde en pudsig observation.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.
Her kom betjentene nemlig forbi et offentligt toilet på Nytorv, hvor flere personer var forsamlede. Det fik politiet til at undre sig over aktiviteten, som de besluttede at se nærmere på.
Da politiet ankom til toilettet, var det til en låst dør, men på den anden side kunne man høre nogen sniffe.
Og at der ikke blot var tale om forkølede toiletgæster stod klart, da betjentene hørte nogen sige:
- Vi tager fire streger.
Det fik politiet til at banke på døren til toilettet, der viste sig at gemme på to unge mænd, der formentlig blev noget blege i ansigterne, da de så, at der stod to ordenshåndhævere på den anden side.
De to mænd viste sig begge at være påvirkede af narkotika, og den ene af dem, en 19-årig mand fra Sorø, havde endda en pose med mere kokain. Han blev anholdt og sigtet efter lov om euforiserende stoffer.
Læs også: Politiet advarer mod livsfarlig spøg: Hundehvalp faldt ned i åben kloak