Maskeret mand med kniv ville røve Rema: Så gjorde en medarbejder det utænkelige

Nils Würtzenfeld

334 uger siden

|

24/07/2018
112
Et røveriforsøg i Horsens mislykkes mandag aften takket være en handlekraftig medarbejder.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mandag aften klokken 21.25 blev Rema 1000 på Hede Nielsens Vej i Horsens udsat for et røveriforsøg.

25 minutter efter discountbutikkens lukketid dukkede en maskeret mand pludselig op ved butikkens bagindgangen. Det skriver Horsens Folkeblad.

Ifølge Sydøstjyllands Politi lagde en mandlig ansat dog mærke til manden og opdagede, at den maskerede fremmede tilmed var bevæbnet med en kniv. Det afskrækkede dog ikke medarbejderen, der tog en hurtig beslutning.

Han gik nemlig frem mod røveren, og før denne kunne nå at reagere, skubbede den resolutte medarbejder til røveren.

- Den ansatte opdagede, at manden stod med en kniv i hånden og skubbede ham væk. Det fik vedkommende til at løbe fra stedet, forklarer vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen og tilføjer, at gerningsmanden ikke sagde et ord undervejs.

Den mislykkede røver fik hurtigt benene på nakken, og det er derfor sparsomt med et signalement af gerningsmanden.

Den modige ansatte har dog oplyst, at gerningsmanden var iført en elefanthue og en mørkegrøn/sort jakke, der var trukket op. Han beskrives som cirka 170 centimeter høj, spinkel af bygning og mørk i huden.