Maria Hirse svarer igen efter anholdelse på gård: 'Du overfaldt mig!'

Emil Ryttergaard

385 uger siden

|

02/08/2017
112
Maria Hirse bryder nu tavsheden efter at være blevet anholdt og sigtet for indbrudsforsøg sent mandag aften i Nordsjælland.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Maria Hirse udtaler sig nu for første gang, siden at det i morges kom frem, at hun sammen med en anden kvinde blev opdaget i en stald sent mandag aften og tilbageholdt af gårdejeren, indtil politiet ankom til stedet.

Det skriver BT på baggrund af et opslag på Facebook, som Maria Hirse havde udgivet, og som siden er blevet slettet igen. 

I opslaget giver hun sin version af, hvad der skete mandag aften, da hun sammen med en veninde valgte at besøge den nordsjællandske gård.

Ifølge Maria Hirse befandt hun sig blot på gården for at kigge på hestestalden og boksene. Hun ville ikke forstyrre gårdejeren, fordi det var sent om aftenen, og derfor gik de to kvinder rundt i staldene uden at have fået lov.

- Fortryder vi det nu? Ja! Faktum er, at vi går ned langs stalden for at se, hvor mange bokse, der har åbent vindue. Da klokken er 22.45, vil vi ikke forstyrre, men da vi gerne vil se størrelsen på hesteboksene, åbner vi stalddøren. Vi når dog kun lige at træde ind, da lyset bliver tændt og nogle mennesker kommer løbende og råber op. Vi bliver forskrækkede og begynder at løbe, da det er tydeligt, at stemmerne er vrede. Jeg falder, og det næste jeg registrerer er, at en mand vrider min ene arm rundt for derefter at trække mig hen ad jorden, skriver Maria Hirse på Facebook. 

I sit opslag skriver Maria Hirse, hvordan hun fik en hårdhændet behandling efter at være blevet opdaget af gårdejeren.

- Jeg er blevet voldsomt forskrækket og græder, hvilket du beder mig 'Holde kæft med!' flere gange. Jeg forsøger at forklare dig, hvorfor vi kiggede ind i stalden, men du råber, at 'du giver ikke en skid for mine syge forklaringer, for du er tidligere politimand, og du kender sådanne indbrudstyve som mig? 

- Da jeg forsøger at sætte mig op, vælter du mig ned, så jeg slår hovedet ned i stenene. Jeg beder dig indtrængende om at lade være med at skubbe mig så hårdt, da jeg har dårligt hjerte. Det samme siger min veninde til dig, hvilket får dig til at sparke mig under brystet. Jeg mister luft, og min veninde skriger, fordi hun kan se, at mine læber begynder at blive blå, skriver Maria Hirse.

Den 45-årige journalist og tidligere tv-vært, der blev kendt i ‘Lykkehjulet’ tilbage i 90’erne, nægter sig skyldig i sigtelsen mod hende. 

- Nu har jeg aldrig nogensinde begået et indbrud og ej heller blevet dømt for et, ligesom jeg heller ikke har erkendt noget andet ulovligt. Min straffeattest er ren, understreger Maria Hirse i sit opslag, og forholder sig ikke til at politiet fortsat har sigtet hende for indbrudsforsøg og hæleri i en sag, der blev belyst i juli måned. 

- Jeg undskylder, at jeg kiggede ind i din stald. Det var forkert, da klokken var mange, men det der efterfølgende er sket, handler om dig og din mistro til andre mennesker.

Marie Hirse tilføjede en række billeder til opslaget af blå mærker og skræmmer, som hun angiveligt fik på kroppen efter mødet med gårdejeren. Men hun valgte kort tid efter at have publiceret opslaget at slette det igen.

Dagens.dk har rettet henvendelse til Maria Hirse for at tale med hende om mandagens hændelse, men hun er ikke vendt tilbage.

Tilbage i juli måned blev Maria Hirse og hendes rockerkæreste anholdt og sigtet for hæleri i deres sommerhus i Vejby i Nordsjælland. Her fandt politiet dyre designerlamper og fladskærme, som politiet mistænker er stjålet.  

Dennis købte en harddisk i Elgiganten - tændte den og blev mødt af overraskende syn