Mand myrdet i København og smidt i kanal: Nu efterlyser politiet disse tre personer

Ninna Andreasen

401 uger siden

|

14/04/2017
112
Arkivfoto.
Arkivfoto.
En 47-årig mand er blevet udsat for betydelig vold og slået ihjel, hvorefter han er blevet smidt i vandet i København. Politiet beder nu om hjælp til at finde en række personer.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Onsdag den 12. april klokken 21.52 modtog Københavns Politi oplysninger om, at en ambulance var sendt til et voldsoffer. Offeret var en 32-årig svensker, som var blevet overfaldet omkring Christiania.

Da svenskeren blev udskrevet fra hospitalet, henvendte han sig til politiet. Han oplyste, at han sammen med en bekendt havde overnattet i haveforeningen Vennelyst uden tilladelse. Her blev de overfaldet. Den 32-årige flygtede fra stedet. Efter overfaldet kunne han ikke få kontakt til sin ven.

Klokken 12.51 torsdag den 13. april fandt politiet en mand liggende død i kanalen. Der var tale om svenskerens ven – en 47-årig mand, der ligeledes har svensk statsborgerskab.

Obduktionen af den 47-årige viser, at han er blevet udsat for betydelig stump vold og spark. Dødsårsagen var kvælning ved drukning.

I øjeblikket arbejder Københavns Politi sammen med sine svenske kolleger for at kunne informere den afdødes pårørende.

Politiet mistænker i øjeblikket tre personer, som man gerne vil tale med.

Den ene beskrives som: Dansk mand, cirka 30 år, cirka 185 cm, muskuløs af bygning, skaldet, iført tætsiddende sort jakke, blå jeans og Nike Air sko.

Den anden beskrives som dansk mand, cirka 30 år, cirka 185 cm, muskuløs af bygning, kort brunt hår, iført blå jeans.

Den tredje beskrives som dansk mand, cirka 30 år, cirka 185 cm, muskuløs af bygning, kort brunt hår, iført blå jeans.

Derudover ønsker politiet at få kontakt til to personer, som er set i området og måske kan bidrage med oplysninger i sagen.

De beskrives som:

Dansk mand, cirka 185 centimeter, cirka 50 år, slank af bygning, skaldet, iført tyk brun habit jakke, grå/hvide tætsiddende cowboybukser, sorte blanke ”fine” sko.

Dansk kvinde, cirka 167 centimeter, cirka 40 år, slank af bygning, mørkt brunt langt hår i hestehale, iført sort lang jakke. Hun skubbede en stor rød barnevogn.

De fulgtes med to børn på cirka tre år og fem år. Begge børn havde langt hår.