En aften da 36-årige Hedvig Slomian og hendes mand var gået i seng, hørte de pludselig et højt brag og lyden af glas, der smadres, fra køkkenet i deres hjem i Göteborg i Sydsverige. De var sikre på, at en indbrudstyv havde smadret deres vindue, skriver den svenske avis Expressen.
Ganske rigtigt var der glasskår ud over hele køkkengulvet, men vinduet var intakt. Glasstykkerne kom i stedet fra et glas fra den svenske møbelkæde Ikea, der stod på køkkenbordet. Det var sprunget i utallige stykker.
- Det er ikke første gang, det er sket. Det er anden gang bare for os. Ikea bør stoppe porduktionen af de farlige glas, indtil de har undersøgt, hvad der er galt, siger Hedvig Slomian, der til daglig er korleder og sanger, til Expressen.
Glasset hedder ‘Pokal’ og har været på Ikeas hylder i mange år. Af møbelgigantens produktbeskrivelse fremgår det, at det populære glas er hærdet og derfor er ekstra modstandsdygtigt over for stød og særlig holdbart.
Det er dette glas, Hedvig har haft to farlige oplevelser med. Foto: Ikea.
Ifølge Hedvig var der en sjat koldt vand tilbage i glasset, da det ‘eksploderede’ i køkkenet. Hun fortæller, at glassene kun bliver brugt til kolde ting i hendes hjem.
Fordi det er anden gang, det sker for Hedvig, har hun besluttet at smide alle sin ‘Pokal’-glas i glascontaineren.
Hedvig har luftet sin frustration overfor Ikea, ikke mindst fordi hun har googlet sig til flere personer, der har oplevet det samme som hende, men også fordi hun frygter, at et af glassene skal springe foran et barn, der kan få ødelagt sine øjne.
Ikeas presseansvarlige har svaret, at de beklager episoden og gerne ser, at man sender det smadrede glas retur til dem, så deres teknikere kan undersøge problemet.
- Alt glas er i sagens natur skrøbeligt og bør derfor altid håndteres med forsigtighed. Når hærdet glas springer, splintrer det i små kubeformede stykker, og disse stykker glas er sjældent skarpe, lyder det fra presseansvarlig i Ikea, Elisabeth Berg.