Hærværk med løsnede hjulbolte breder sig i hele landet: Nu har politiet en teori

Nils Würtzenfeld

392 uger siden

|

15/06/2017
112
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Nu har politiet en teori forbundet til de mange episoder, hvor folk landet over har oplevet at få fjernet deres hjulbolte.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Siden marts måned har adskillige bilister landet over været udsat for at få fjernet hjulboltene på deres bil af ukendte gerningsmænd.

Bølgen startede i Midt- og Vestsjælland og har i særdeleshed plaget området omkring Jyllinge.

Politiet modtog de første anmeldelser, efter fem biler i Ringsted havde fået fjernet deres hjulbolte 17. marts, og siden har politiet på daglig basis modtaget nye anmeldelser om det uhyggelige fænomen i hele landet.

Flere gange har den alvorlige hærværksbølge sat bilisters liv i fare, da de fjernede hjulbolte har forårsaget, at flere hjul er hoppet af, mens bilerne har været i fart.

Indtil videre er ingen dog kommet noget alvorligt til.

Foreløbigt har politiet ikke haft mange spor at gå efter, og 6. juni lød det fra Midt- og Vestsjællands Politi til Dagens.dk.

- Vi er desværre fortsat på bar bund, og meget afhænger derfor af, at folk giver os nogen tip. Ser man noget underligt, uanset tidpunkt, så modtager vi gerne et opkald, forklarede kommunikationsrådgiver hos Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard til avisen.

Imidlertid har den livsfarlige ’spøg’ dog bredt sig på tværs af hele landet til byer på både Sjælland, Fyn og Jylland.

Det har fået politiet til at udvikle en teori om, at der kan være tale om såkaldte copycats – altså at flere gerningsmænd kopierer hinanden. 

- Vi er meget bevidste om fænomenet med copycats og dermed den mulige negative effekt, en øget mediedækning kan have. Derfor vurderer vi også fra gang til gang, om det giver mening at gå ud med oplysninger og advarsler om det pågældende fænomen, siger vicepolitiinspektør i Rigspolitiet Lars Mortensen til TV 2.

Han understreger dog, at det er et dilemma, da politiet stadig er afhængig af hjælp udefra. 

- Det er et dilemma. På den ene side har vi brug for offentlighedens hjælp, og vi vil gerne gøre opmærksom på de vidtrækkende konsekvenser disse handlinger kan have - og på den anden side ved vi godt, at vi risikerer, at andre kan få den idé at kopiere de kriminelle handlinger. Et andet perspektiv er, at vi ved, at fænomenerne under alle omstændigheder vil figurere i pressen og på de sociale medier, og der for vil vi gerne bidrage til mediebilledet med nøgtern og faktuel information om emnet, forklarer han til TV2.

Det er dog langt fra noget nyt, at kriminelle hærværksmænd lader sig inspirerer af hinanden. Sidste år var man flere steder i landet plaget af, at der blev kastet sten mod bilister fra motorvejsbroer – noget der på Fyn kostede en tysk kvinde livet.

I den noget mildere afdeling blev Danmark også ramt af en klovne-bølge i sommeren og efteråret 2016, da adskillelige personer, forklædt i klovnedragter, fandt det underholdene at skabe ballade og skræmme livet af børn og voksne. En trend der også spredte sig til hele landet.

Politiet anbefaler, at bilister tjekker deres bil en ekstra gang, inden de kører afsted.

2-årig mistænkes for at være død af mystisk feber - sygdommen spredes af flåter