Hunden er menneskets bedste ven, men mennesket er ikke altid hundens bedste ven.
At mennesker kan være modbydelige og ondskabsfulde overfor dyr, er historien om golden retriever hvalpen, Shorty, et frygteligt eksempel på.
Den lille hvalp blev nemlig fundet i en vejkant med afhugget hale, og maddiker, som gnavede sig ind i såret.
Det skriver Daily Mail.
Lykkeligvis blev Shorty fundet og bragt til Barkways dyrehospital, hvor den fik pleje, omsorg og ikke mindst behandling for sine skader.
Den 48-årige hundetræner, Sam Chan, har lagt billeder og video af Shortys skader ud på de sociale medier, og det har skabt opmærksomhed. Det skrækkelige syn af den lille hvalp er blevet delt mere end 3.600 gange, og Sam Chan håber, at det kan hjælpe til at finde gerningsmændene.
- Jeg ved ikke, hvem der gør sådan noget. Vær sød at dele, så verden kan finde de røvhuller, siger han og uddyber, at han er overbevist om, at det ikke er en ulykke, men en bevidst handling.
At der er tale om en bevidst handling bakker Derrick Tan, der er formand for den lokale hunderedningsforening, op om.
Starten på et nyt liv
Efter at være kommet til hægterne på dyrehospitalet er Shorty nu ankommet til et dyreinternat, hvor den skal komme sig helt efter den frygtelige start på livet.
Mutts og Mittens dyreinternat har offentliggjort en video af den lille hvalp, som ser sund og glad ud. Men inden Shorty skal finde et kærligt hjem, skal hvalpen være helt frisk, og derfor er der indtil videre forbud mod at besøge hvalpen.
Sagen bliver efterforsket af veterinærmyndighederne i Singapore.