19-årig klædte sig ud som DSB-mand: Forsøgte at stjæle tog i Vejle

Nicolai Busekist

195 uger siden

|

30/03/2021
112
Foto: Google Maps
Foto: Google Maps
En 19-årig havde uretmæssigt skaffet sig adgang til førerrummet i et regionaltog, som han forsøgte at stjæle.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Er det muligt at stjæle et tog? Det er i hvert fald muligt at prøve det. Det er der en række af DSB’s passagerer, der søndag middag blev vidner til. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Sydøstjyllands Politi anholdt nemlig kortvarigt en 19-årig mand på Vejle Station kl. 12.46 søndag. Det gjorde de, da han uretmæssigt havde låst sig ind i det bagerste førerrum i et DSB-regionaltog, der var på vej i sydgående retning. 

Det vides endnu ikke, hvornår på turen den 19-årige mand formåede at låse sig ind. Desuden vides det heller ikke med sikkerhed, hvordan han blev opdaget. Det skete måske, fordi han trykkede på nogle af knapperne i førerrummet. 

"Toget blev herefter bragt til øjeblikkelig standsning, og politiet herefter tilkaldt. Det resulterede i, at passagererne måtte vente i toget i cirka en halv time, hvorefter passagererne kunne stige over i et andet tog," fortæller et vidne til Vejle Amts Folkeblad. 

Den reelle lokomotivfører sad selvfølgelig i det forreste førerrum. På et tidspunkt gik han dog gennem toget, hvor han kunne konstatere, at der sad en uvedkommende person i det bagerste førerrum. 

Vejle Amts Folkeblad skriver, at den 19-årige mand er kendt i miljøet af jernbaneentusiaster. Politiet oplyser desuden, at han fik adgang til førerrummet ved hjælp af to nøgler. Derudover fortæller de, at han selv havde fundet en af nøglerne, mens han havde fået den anden. 

Der var ingen af passagerne i toget, der tog sig af ham, da han 'lignede en togmand', skriver Vejle Amts Folkeblad, der også oplyser, at han blandt andet bar en DSB-taske. Diverse dele af DSB-uniformen er mulige at handle i samlerkredse. 

I og med, at han var klædt, som han var, var der næppe mange, der undrede sig over, at han sad i førerrummet på de stationer, hvor toget stoppede.

I første omgang er han af politiet blevet sigtet for brud på husfreden. Hvis man skaffer sig adgang til et ikke-tilgængeligt sted, kan det give en straf på op til seks måneders fængsel. Inden det når så vidt, vil politiet dog have et samlet overblik over efterforskningen, hvilket de først kan give efter påske.