Det gik ikke helt som forventet, da Sara Sundqvist lavede en joke med sine naboer i weekenden. Den 40-årige kvinde fra Umeå i det nordlig Sverige syntes selv, at hendes joke var ret morsom, men hendes naboer var ikke helt af den samme holdning.
Det skriver den svenske avis Expressen.
Saras plan var enkel, hun ville narre naboerne til at tro, at hun havde fået slukket for al vand i bygningen, men at man kunne låne den lokale tankstations kundetoilet. Derfor skrev hun en seddel og hængte den op i sin opgang i fredags. På sedlen stod der:
"Hey! Jeg skal have lavet gulvvarme i min lejlighed (bliver skønt for fødderne om vinteren) og vil derfor slukke for vandet i huset i dag fredag den 30/9. Forvent at vandet er tilbage søndag aften, men senest mandag morgen. Jeg har talt med Statoil, og det er okay at låne deres toilet mellem kl. 07.00-00.00….Håber ikke at jeg skaber for meget besvær for dig! Er selv ikke hjemme i weekenden, har undet mig selv en spaweekend, nu når vandet er slukket her. Ha’ en god weekend! Med venlig hilsen Sara på tredje sal”.
Her ses Saras morsomhed, da hun hængte det op. Foto: Facebook.
Da spøgefuglen vågnede lørdag morgen, fik hun et chok.
- Da jeg vågnede, havde jeg fem ubesvarede opkald fra ukendte numre, og jeg tænkte: Hvad fanden har jeg gjort, forklarer Sara Sundqvist til Expressen.
Da den 40-årige kvinde stod op, opdagede hun, at nogen havde smidt sedlen ind gennem hendes brevspække. På sedlen havde vrede naboer bl.a. skrevet følgende:
Sådan så Saras seddel efter den røg gennem hendes brevsprække. Foto: Facebook.
- IKKE OK!!!
- Laver du fis?
Det var ikke den reaktion, Sara Sundqvist havde håbet på. Og hun kunne ikke lade være med at tænke på, om hun kunne komme i problemer for sin spøg.
- Det var lidt sjovt, men jeg tænkte også, hvad kan der nu ske? At viceværten bliver skide sur og smider mig ud, jeg ved det ikke, siger Sara til Expressen.
Siden kvinden hængte sedlen op, har hun ikke vist sig i opgangen. Selvom hun kender de fleste i bygningen, er hun ikke meget for at støde ind i dem, hvis de er sure.
- Da jeg vågnede tænkte jeg: Shit, jeg er måske nødt til at holde mig væk nu, jeg bliver nødt til at klæde mig ud og snige mig ud, smiler spøgefuglen.
På Facebook har flere af Sara Sundqvists venner moret sig stort over hendes seddel, som skabte ramaskrig efter hun har delt på det sociale medie.