20. juli 2016 gjorde politiet hos Riverside County Department i Californien en både chokerende og tragisk opdagelse, da de undersøgte et forladt og beskidt hus efter et anonymt tip om misrøgt af dyr.
I hjemmet, der både var aldeles nedslidt og uegnet til beboelse, fandt politiet nemlig intet mindre end 40 efterladte og stærkt udpinte pitbull-hunde, som levede et kummerligt liv skidt og møg.
11 af de forsømte hunde var allerede døde af sult og vanrøgt, da dyreværnsorganisationen ankom til adressen. Resten af hundene blev straks taget med til en dyreklinik.
Det skriver det amerikanske lokalmedie ktla.com.
Foto: Riverside County Animal Services
Synet, der mødte dyrevennerne, da de kom indenfor i huset, gjorde stort indtryk:
- Dette er et af de værste tilfælde af dyremishandling, vi længe har set. Hundene var efterladt i en skrækkelig tilstand. Nogen af dem havde det så dårligt, at de var døde af sult eller af ekstrem varme, lyder det fra Chris Mayer, der er leder af organisationen Riverside County Animal Services.
Han fortæller desuden, at selv nogle af de mest rutinerede medarbejdere rystede over de skrækkelige forhold, som kostede yderligere to hunde livet, efter de var blevet reddet.
Foto: Riverside County Animal Services
Huset viste sig senere at tilhøre en mand ved navn Carl Dixon, der tidligere havde ernæret sig som hundeopdrætter, men som nu sad i fængsel.
Derfor blev opmærksomheden hurtigt rettet mod hans 60-årige hustru, Kim Settle Gallegos, som politiet mistænker for at være bevidst om hundenes sørgelige tilværelse i det slidte hus - uden at hun gjorde noget for at hjælpe dem.
Efter Carl Dixon var blevet sendt i fængsel, havde ingen taget sig af de 40 pitbul-hunde, der dermed blev overladt til skæbnen.
Senere fandt politiet beviser på, at både Kim Settle Gallegos og Carl Dixons søster begge havde været klar over, at huset var fuld af hunde, som de dog havde valgt at svigte og ignorere. Det fik politiet til at iværksætte en målrettet eftersøgning.
Foto: Riverside County Animal Services
Og nu, efter flere måneders intens jagt, lykkedes det onsdag politiet at anholde Kim Settle Gallegos i Las Vegas, hvor kvinden var flygtet til.
Hun står nu tiltalt for 38 forskellige tilfælde af dyremishandling.
Foto: Riverside County Animal Services